Strategi 2025


Frem til 2025 har vi forpligtet os på at skabe konkrete forandringer for det enkelte barn


Kernen i strategien er fire forandringsmål, som sigter mod mere inddragelse, flere fællesskaber, styrkelse af barnet og gode overgange. Vi tror på, at de kan skabe de bedste forbedringer for de grønlandske børn, som har allermest brug for det.

Vores mål frem til 2025

1. Flere udviklende fællesskaber

Vi vil skabe flere muligheder for, at børn, unge og deres familier kan indgå i udviklende fællesskaber. En væsentlig del af Grønlandske Børns indsatser er at give børn, unge og familier adgang til positive fællesskaber. Vores erfaring har vist, at en plads i fællesskabet skaber tilknytning, tryghed og udfoldelse, giver grobund for at børnene kan opleve sig selv som værdifulde og det gør det lettere for dem at deltage i andre fællesskaber udenfor Grønlandske Børns regi. Derfor skal flere grønlandske børn, unge og familier både i Danmark og i Grønland have adgang til stærke og udviklende fællesskaber.

2. Styrkelse af børn og unges mod og handlekraft

Vi vil styrke børn og unge i deres mod og handlekraft. At blive mødt med positive forventninger og blive anerkendt både for sine styrker og sine sårbare sider er med til at øge børn og unges selvværd og giver dem mod og handlekraft. Derfor vil vi møde grønlandske børn og unge med positive forventninger og støtte dem i at formulere ønsker og drømme, i at sætte mål for sig selv i hverdagen og opmuntre dem til at træffe valg, som har værdi for dem. Børnenes og de unges ressourcer og kompetencer skal fremhæves og styrkes, så de har mod og handlekraft til at søge ind i sammenhænge udenfor Grønlandske Børn - både i frivillige fællesskaber, uddannelse og i jobs

3. Mere inddragelse af børn og unge

Vi vil sikre at børn og unge inddrages. At blive inddraget og hørt er en rettighed og en vej til en styrket selvfølelse. Derfor vi arbejder på, at det enkelte barn bliver hørt og inddraget, når det er vigtigt og relevant - det kan både være i den kommunale sagsbehandling og i den offentlige debat. Vi vil også sikre, at der i Grønlandske Børns tilbud og aktiviteter er en praksis for, at det enkelte barn og den enkelte unge inddrages og høres, at deres perspektiver har vægt, og at der er mulighed for at øve sig i demokratisk deltagelse. Vi ønsker, at børn, unge og familier oplever sig som medskabere og medejere af de aktiviteter og tilbud, de deltager i, i Grønlandske Børn.

4. Gode overgange

Vi vil støtte børn og unge til gode overgange. Vi ved, at overgange kan være særligt sårbare perioder for børn og unge, der i forvejen befinder sig i en udsat position - det kan fx være ved flytning eller skift fra folkeskole til ungdomsuddannelse. I vores tilbud vil vi have fokus på at støtte børn og unge, som står i overgangsperioder i deres liv. Samtidig vil vi have fokus på at etablere og videreføre tilbud og aktiviteter, der netop sætter ind på de tidspunkter i livet, hvor børn og unge skal igennem en overgang.

Seneste nyheder