Sisi er en indsats for anbragte børn: Flere børn får glæde af fællesskabet

Sisi er et tilbud om et fællesskab for grønlandske børn, der ikke bor hos deres biologiske forældre. Indsatsen møder opbakning både fra plejeforældre og fra socialrådgivere fra kommunerne. Det betyder, at flere børn får adgang til fællesskabet, siger Jeppe Bülow Sørensen.

I løbet af foråret er der kommet syv nye børn med i vores Sisi-gruppe for anbragte grønlandske børn i Danmark. Det er børn, der ikke i deres dagligdag møder andre grønlandske børn og samtidig har lidt eller ingen kontakt til deres grønlandske familier. Men børnene har ret til at bevare kontakt og kendskab til deres kulturelle baggrund, forklarer Jeppe Bülow Sørensen, der er leder af netværksindsatsen Sisi:

”Ifølge artikel 30 i FNs børnekonvention skal børn og unges sprog- og kulturbaggrund beskyttes i forbindelse med anbringelser. Vi har altså som samfund en særlig forpligtelse for at beskytte disse børns rettigheder. Derfor er det så glædeligt, når plejeforældre og socialrådgivere i kommunerne er opmærksomme på, hvordan de kan bidrage til det”. 

På weekendture og sommerlejr har børnene mulighed for gode oplevelser sammen. Denne sommer tilbragte børnene seks dage på Læsø. Udover ture til stranden, minigolf og masser af leg i haven, blev der sunget grønlandsk fødselsdagssang, læst grønlandske sagn og myter til godnathistorie og talt en masse om Grønland.

Samarbejdsaftale skal sikre at flere børn og unge får adgang til Sisi

Sisi har eksisteret i ni år og der er en stigende interesse for og anerkendelse af, hvad Sisi kan. Senest har Aalborg kommune valgt at forny en samarbejdsaftale om Sisi, hvor kommunen forpligtiger sig på at støtte tilbuddet økonomisk de næste tre år.

Nuuradiin Hussein er rådmand for Job og Velfærd i Aalborg Kommune. Han siger:

”Vi ved, hvor stor en betydning sprog- og kulturbaggrund har for, at barnet kan føle sig hel og få en stærk identitetsfølelse. Når et barn bliver anbragt, har vi som kommune et skærpet ansvar for at barnet ikke mister forbindelsen til sit grønlandske ophav. Jeg har selv haft lejlighed til at besøge en tidligere anbragt, som kunne fortælle om, hvordan han havde mistet rigtigt meget af sin grønlandske kultur. Det er en meget ulykkelig konsekvens af en anbringelse, som vi som samfund skal gøre alt for forhindre”.

Sisi, netværket for anbragte grønlandske børn, er en vigtig indsats med stor og afgørende betydning for grønlandske børn og unge, der står overfor en anbringelse. Nuuradiin Hussein uddyber: ”Den opgave Grønlandske Børn løfter, vil vi i Aalborg Kommune meget gerne understøtte. Alle myndigheder der er involveret i sager om anbringelser i Aalborg Kommune skal kende til Sisi, og også efter en anbringelse er det vigtigt, at den viden går videre til plejefamilierne, der kan støtte børnene i at deltage i Sisi. Alle børn skal være stolte af deres kulturbaggrund. Grønlandske børn og unge skal være stolte af at være grønlændere”.

BAGGRUND FOR INDSATSEN

Ifølge tal fra Social- og Indenrigsministeriet var fem procent af børn og unge i Danmark med grønlandske forældre anbragt uden for hjemmet ved udgangen af 2019. Til sammenligning var det én procent af børn med danske forældre.

Når grønlandske børn anbringes i danske plejefamilier eller på institution, mister de ofte forbindelsen til deres kulturelle ophav, og børnene kan derfor opleve at stå meget alene. Følelsen af at være anderledes og forkert fylder meget for mange af disse børn.

Forrige
Forrige

Bevilling fra Egmont Fonden skal støtte unge grønlændere i Danmark  

Næste
Næste

Lokale fællesskaber styrker trivslen for børn og unge i Grønland