Anne skal styrke ungeindsatsen 

Anne Thisted Kjær er ansat som ungekoordinator i Aarhus. Anne skal være med til at styrke Grønlandske Børns ungeindsats ved blandet andet at udvikle en mentorordning, der skal støtte grønlandske unge i Danmark i overgangen til voksenlivet.

”Jeg glæder mig til at lære alle de skønne unge mennesker at kende og sammen være med til at finde ud af, hvilken form for støtte, de har behov for”, siger Anne, der kommer fra en stilling som projektleder hos Red Barnet, hvor hun har arbejdet med udvikling og forankring af en indsats for børn og familier med flugterfaring.

Hvorfor søgte du stillingen i Grønlandske Børn? 

For mig har det altid været vigtigt at have et arbejde, som skaber værdi for andre. Jeg har i mere end 10 år arbejdet med frivillige sociale indsatser, hvor jeg bl.a. har lavet relationsarbejde med mennesker i udsatte positioner og har arbejdet med ledelse af frivillige. Derudover har jeg altid haft en stor passion for Grønland og grønlandsk kultur. Jeg har været rundt omkring i Diskobugten ad flere gange, hvor jeg har arbejdet som guide og matros. Da jeg så stillingsopslaget som ungekoordinator hos Grønlandske Børn var jeg ikke i tvivl om, at det var det perfekte match for mig.

Hvad bliver dine hovedopgaver i din nye stilling? 

Jeg er ansat som ungekoordinator, hvor jeg skal være med til at styrke vores ungeindsats ved bl.a. at udvikle en ny mentorordning, der skal støtte grønlandske unge i Danmark i overgangen til voksenlivet. Derudover skal jeg følge de unge og koble dem på en mentor, som skal være en vigtig støtte for de unge til at finde deres egen vej til uddannelse og arbejde. Som en vigtig del af mit arbejde, skal jeg uddanne frivillige til at være mentorer.

Hvilke erfaringer, jobs eller opgaver har du haft tidligere, som du kan bruge i din nye stilling i Grønlandske Børn?

Jeg har i mange år arbejdet indenfor frivillig sociale indsatser, hvor jeg har udviklet og drevet indsatser for børn, unge og familier i udsatte positioner. Jeg har bl.a. tidligere arbejdet med etablering af mentorprogrammer samt udarbejdet og faciliteret uddannelsesprogrammer for frivillige. Jeg har selv arbejdet som frivillig i mange år, og jeg ved, hvad det indebærer at arbejde som frivillig med mennesker som er i en sårbar position. Jeg har god erfaring med at arbejde med mennesker med forskellige kulturelle baggrunde, og jeg møder alle mennesker med åbenhed og nysgerrighed.

Læs mere om ungeindsatsen Suluk her

Forrige
Forrige

Gratis seminar om forebyggende arbejde i grønlandske familier

Næste
Næste

Man er klar når man er klar