Beslutninger, der er rigtige for de unge
31-årige Nuka Larsen kan godt huske, hvordan det var at være 16 år og være usikker på sig selv og sin egen fremtid. Men jeg havde en god støtte hjemmefra og forældre, der kunne støtte mig i de valg, jeg skulle træffe. ”Det er forskellen på mig og mange af de børn og unge, jeg har mødt, både på børnehjemmet Akilliit i Qaqortoq og som underviser på Handelsskolen i Nuuk, siger Nuka Larsen, der er ny medarbejder på Grønlandske Børns sekretariat i Nuuk.
“Barriererne for grønlandske unge er mange, når de står overfor et uddannelsesvalg efter folkeskolen. Mange er simpelthen ikke klar til at træffe de svære valg”, siger Nuka Larsen, der er ansat til at varetage opgaver i Sapiik, som er en indsats for de ældste elever i grundskolen, der har brug for hjælp til at finde deres vej ind i uddannelse eller job. Nuka forklarer:
“På grund af afstandene og den særlige infrastruktur i Grønland, er det ikke ualmindeligt at grønlandske unge skal flytte flere tusind kilometer væk for at starte på en ungdomsuddannelse. Hvis de unge oveni købet ikke har den fornødne støtte derhjemme, så er det en stor opgave for et helt ungt menneske at finde ud af hvilke veje, han eller hun skal tage i sit liv. Det kræver derfor både mod og styrke at gå efter sine drømme, og mange unge er ikke klar til at modstå de udfordringer, der følger med at stå alene et fremmed sted uden mulighed for at kunne besøge familie”, siger Nuka, der vurderer, at også det danske sprog spænder ben for mange:
Mange bliver hægtet af
“På uddannelsesstederne er underviserne hovedsageligt dansksprogede, og i de mindre byer i Grønland, har de unge typisk ikke særligt gode dansk-kundskaber. Det betyder, at mange bliver hægtet af ret hurtigt, og de unge falder fra på uddannelserne”, fortæller Nuka, som glæder sig til at komme rigtigt i gang med opgaverne i Sapiik.
“Min største opgave i Sapiik lige nu er at tiltrække de unge. Det skal være sjovt og spændende at være en del af Sapiik, og de unge skal opleve, at de bliver en del af et netværk, hvor de kan støtte hinanden og har adgang til rollemodeller. Alle har brug for nogle at læne sig op af. I Sapiik skal vi klæde de unge på til at træffe beslutninger, der er rigtige for dem”, siger Nuka Larsen.