Børnene skal vide, at deres mening er vigtig

En vigtig del af arbejdet med børnene og de unge i Grønlandske Børn handler om at inddrage børnene og de unge og give deres stemme og perspektiv vægt. "Det giver børnene og de unge kvalitet i deres liv, at de oplever, at de har indflydelse på deres udvikling og på deres liv", siger projektleder Nathasja Preus.

På en lejrskole lidt uden for Horsens er der sat brød og pålæg frem, og de små borde i lokalet er dækket. Det er lørdag, og regnen har lagt sig, og om lidt ankommer en bus med mennesker, som har det tilfælles, at de alle har valgt at bruge noget af deres fritid som frivillig i Grønlandske Børn. Udover at bruge dagen på at hygge sig, udveksle erfaringer om at være frivillig og samle energi og inspiration, byder dagen på et fagligt oplæg om inddragelse. Inddragelse af børn er nemlig en hjørnesten i Grønlandske Børns arbejde.

De frivillige er rollemodeller

Nathasja Preus er projektleder i Grønlandske Børn og er også mødt op i spejderhytten for at holde et oplæg om inddragelse. ”De frivillige i Grønlandske Børn spiller en uvurderlig rolle. Børnene i vores indsatser mærker med det samme, at de frivillige er med, fordi de har lyst, og ikke fordi de bliver betalt for det, og mange af de frivillige bliver en slags mentorer eller rollemodeller for børnene”, fortæller Nathasja og fortsætter: ”De frivillige tilbringer mange og vigtige timer med børnene, så jeg har glædet mig til at bruge dagen i dag på at fortælle om inddragelse, som er en vigtig del af det børnesyn, vi har i Grønlandske Børn. Det er også en måde at sikre, at vi som organisation står på en fælles platform”.

“Børn har ret til at blive inddraget og hørt i de beslutninger, der vedrører deres liv, og her har vi som børneorganisation selvfølgelig en vigtig rolle”, siger Nathasja Preus.

Den fælles platform afspejles blandt andet i den nye strategi, som netop er blevet lanceret. Her er inddragelse noget af det, der får fokus frem mod 2025. Nathasja fortæller:

”I Grønlandske Børn tror vi på at blive inddraget og have indflydelse på sit eget liv er vigtigt for børn og unges trivsel og udvikling. Det er med til at give nogle kompetencer både nu og på længere sigt som er vigtigt for det gode børneliv.  – og så er det en rettighed, børnene har. Børn har ret til at blive inddraget og hørt i de beslutninger, der vedrører deres liv, og her har vi som børneorganisation selvfølgelig en vigtig rolle”.

Dagen bestod blandt andet af øvelser og lege de frivillige kunne bruge i samværet med børnene. Nogle af øvelserne kan bruges til at åbne op for den gode men svære samtale.

Inddragelse er mange ting

Fokus på inddragelse er på ingen måde et nyt fokus i Grønlandske Børn. Faktisk er det noget, vi arbejder med på mange niveauer. Nathasja fortæller: ”Inddragelse spænder vidt, lige fra  at børnene har indflydelse på, hvad de skal have at spise på familiekolonier til at støtte dem i at sætte mål for deres egen udvikling, men vi arbejder også med inddragelse eksempelvis ved bisidning til møder i kommunen, hvor vi sikrer børnenes og de unges perspektiv bliver inddraget. At inddrage udsatte børn er en særlig opgave. Nathasja fortæller:

”Mange gange har udsatte børn dårlige erfaringer med at blive hørt, og de har ikke troen på, at de selv har en værdi. De har derimod en grundlæggende mistillid til at voksne kan eller vil møde deres behov, og her har både frivillige og medarbejdere i Grønlandske Børn en vigtig rolle. En af vores fornemmeste opgaver er at skabe en relation til børnene og de unge, som er baseret på tryghed og tillid. Det er en forudsætning for at kunne støtte børnene i eksempelvis at mærke og formulere, hvad de har brug for eller snakke om noget af det, der er svært i deres liv. Det med at sætte ord på forhold i deres liv er rigtigt svært for mange af de børn, vi møder. Børnenes dårlige erfaringer og skuffede forventninger spænder ben for at overhovedet tro på, at deres stemme eller perspektiv har en betydning. Det er blandt andet denne negative forventning til dem selv og til verden omkring dem, vi skal have vendt, og her er inddragelsen et vigtigt redskab. Børnene og de unge skal vide, at deres tanker og meninger er vigtige”, slutter Nathasja.

Forrige
Forrige

Beslutninger, der er rigtige for de unge

Næste
Næste

Nu er det nok!