Er du god til at lege? – eller læse højt?

Har du lyst og overskud til at lege, sætte kreative aktiviteter i gang, læse højt eller spille spil med børn en eftermiddag to gange om måneden - og kan du af og til tage med på weekendture, så er det dig, vi leder efter i Grønlandske Børn i Aalborg.

Tirsdag eftermiddag mellem klokken 16.30-19.30 samler grønlandske børnefamilier sig på kulturhuset Trekanten i Aalborg. Børne-familievejleder Phoebe Rafaelsen fortæller:

”Familierne spiser sammen, og børnene leger og elsker at være sammen, og forældrene skal ikke tænke på at lave mad og hygger sig i hinandens selskab. Det er nogle vigtige og gode timer, som er med til at skabe et særligt fællesskab, som vi også mærker, når vi er afsted på weekendture”.

Trygge rammer og gode oplevelser

På weekendturene er det bare børnene, der tager afsted, men der er brug for gode ekstra voksne omkring børnene.

”Der er ikke én ting vedkommende skal, men han eller hun skal have lyst til at gøre en forskel for grønlandske børn og familier, men der er flere måder at bidrage til det på. Det kan både være at deltage i aktiviteter udenfor eller hygge og lege med børnene indenfor. Det kan også være at læse højt eller spille musik med børnene - eller lave mad. Der er mange måder at være med til at skabe trygge rammer og gode oplevelser for børnene på”.

Har du lyst til at gøre en forskel for grønlandske børn og familier i Aalborg? Og kan du afsætte tid hver eller hver anden tirsdag – eller tage med på weekendtur en gang imellem?

Ring eller skriv til børne-familievejleder Phoebe Rafaelsen og hør mere om at være frivillig i Grønlandske Børn. Telefon +45 5146 0337 eller mail: pr@fgb.dk

 

Forrige
Forrige

Grønlandske Børn søger leder til vores indsats for grønlandske børn, unge og familier i Danmark 

Næste
Næste

Søren er najorti