Min generation gider ikke at holde kæft

Foto: Christian Klindt Sølbeck

Mærkesagerne og kampene er mange, for der er meget at kæmpe for, mener Seqininnguaq. Nogle af sagerne er printet ind i Seqininnguaqs hud. Bogstaveligt talt. Ansigtstatoveringerne vidner om kampen for det oprindelige folks rettigheder og værdighed. Andre sager, som Seqininnguaq er optaget af, er kolonialisme, uddannelse, kropspositivisme, selvmord, seksuelle rettigheder og mental sundhed.

Seqininnguaq Lynge Poulsen er kunstner og aktivist og på fornavn med næsten hele Grønland. For Seqininnguaq er ikke til at komme udenom, cv’et er hårdtslående på trods af de kun 20 år. I 2019 stiftede hun LGBTQ+ Greenland, som hun var forperson for indtil 2021, hvor hun modtog Selvstyrets opmuntringspris for at sætte fokus på mentalt helbred og sin kamp for grønlandske LGBTQ+-rettigheder. Senere samme år vandt hun Nordic Pioneer Prize 2021, en nystiftet pris fra Nordic Safe Cities, en organisation, der er finansieret af Nordisk Ministerråd. Bare for at nævne noget.

Der er styrke i Seqininnguaqs udstråling, men styrken går hånd i hånd med sårbarheden. En sårbarhed Seqinninguaq ikke er bange for at vise: ”Jeg synes, det er vigtigt at vise sig, som den man er, også når det er svært. Det er en del af at være menneske. Jeg vil gerne stille mig frem med de sårbarheder, jeg har. Mit håb er, at det gør det nemmere for andre at se sin egen sårbarhed i øjnene og turde tale om det”.

Det er ok at være dig
Med en diagnose som bipolar kender Seqininnguaq til både depression, angst og et hoved fyldt med selvmordstanker, og Seqininnguaq har valgt at være åben omkring det, blandt andet på Instagram, hvor flere end 8000 følgere næsten dagligt modtager Seqininnguaqs budskaber: ”Jeg vil gerne kommunikere, at det er menneskeligt og normalt at have en mental lidelse. Som menneske er jeg bare super åben, nogle vil sige filterløs. Forhåbentligt kan det inspirere andre til at synes, at det er ok at være, som de er. Jeg kan ikke repræsentere et helt land eller en hel generation, men jeg kan stille mig selv frem og være åben og ærlig og vise min egen sårbarhed og forhåbentligt inspirere andre til at gøre det samme”.

Der er behov for mere viden om, hvad det vil sige at have en mental lidelse, mener Seqininnguaq. ”Manglende viden skaber tabuer og stigmatisering. Det har vi ikke brug for”, siger aktivisten. Men tabuerne er heldigvis blevet færre og åbenheden større, forklarer hun.

”Tidligere generationer har lært at rette ind og ikke udtrykke følelser. Jeg tror, at en del af det kommer fra koloniseringen; dengang var det vigtigt, at ingen kunne sætte en finger på måden, man levede sit liv på. Det skulle se pænt ud”, siger hun og fortsætter: ”Mange ting går i arv gennem generationer, og en af tingene er dét med at holde på sig selv, ikke at sige tingene højt, holde kæft simpelthen. Men jeg oplever, at vi bryder tabuer i min generation, vi er blevet bedre til at dele følelser, også de svære. Jeg tror, at det vil bringe os et bedre sted hen, hen imod mental sundhed, det er dét, jeg kæmper for”.

Heling efter koloniseringen
Selvom koloniseringen er flere generationer siden, så mener Seqininnguaq, at hendes generation stadig bærer på et tab af værdighed, og at tabet af værdighed er kilden til mange af nutidens sociale problemer. De mange selvmord fx, volden og misbruget, mistrivslen i det hele taget.

”Problemerne er symptomer på noget, der gik galt dengang, og et sår som endnu ikke er helet”, siger Seqininnguaq, hvis vigtigste budskab til grønlandske unge er, at alle er vigtige, og at tabuer er til for at blive brudt. ”Føl dine følelser, snak om dem og bed om hjælp”, siger hun. ”Og så skal man ikke være bange for det skæve og det anderledes. Farv dit hår pink, hvis du har lyst til det. I skævheden ligger en frihed. En frihed til at være sig selv. Og det er det bedste, man kan være”, slutter Seqininnguaq