Grønlandske børns sprog og kultur ignoreres ved anbringelser

Hensynet til grønlandske børn og unges kultur- og sprogbaggrund i forbindelse med anbringelser er fraværende.

Af Puk Draiby, generalsekretær i Grønlandske Børn

Ifølge tal fra Social- og Indenrigsministeriet var 7 procent af grønlandskfødte børn og unge i Danmark anbragt uden for hjemmet ved udgangen af 2019. Til sammenligning var det én procent af andre børn i Danmark. En overrepræsentation af grønlandske familier i Danmark bliver altså anbragt uden for hjemmet. Der kan være mange grunde til, at virkeligheden ser sådan ud; tallene for øvrig udsathed er tilsvarende høje for grønlændere i Danmark. Men det er så iøjnefaldende et tal, at det kalder på, at vi kigger på de grønlandske familiers møde med det kommunale system.

Derfor er jeg også glad for den opmærksomhed, der den seneste tid har været på grønlandske forældres møde med sagsbehandlingen i de danske kommuner – og forældre fra andre ikkevestlige kulturer i øvrigt. Her kritiseres blandt andet de psykologiske tests, der går forud for en eventuel beslutning om en tvangsanbringelse. Testene, som skal afdække forældrenes forældreevner, er ikke sprogligt eller kulturelt tilpasset og stiller derfor grønlandske forældre mere udsat end danske forældre i mødet med det sociale system. Det er et problem for retssikkerheden, og det er et problem for de børn, der potentielt kommer i klemme i beslutninger taget på et utilstrækkeligt eller misvisende grundlag.

I Grønlandske Børn er vi dagligt i kontakt med familier og børn, som de sociale myndigheder har rettet opmærksomhed på. Det kan være i forbindelse med en anbringelsessag, men oftest vil det være i mindre alvorlige sager, hvor der måske er lavet en underretning på baggrund af en bekymring for et barn. I de situationer oplever vi desværre, at kultur- og sprogforskelle alt for ofte bliver en barriere for et godt sagsforløb. Forventningerne til kommunikationen og forståelsen af, hvad eksempelvis en familie er og skal være, tager afsæt i en dansk kulturforståelse og står i vejen for den nysgerrige tilgang, der er behov for i mødet med en anden kultur. Der mangler viden og indsigt, og det kan betyde, at der bliver grebet uhensigtsmæssigt ind i familier med grønlandsk baggrund– eller at der ikke bliver grebet ind. Det er alvorligt for familien – både forældre og børn.

En anbringelse må aldrig betyde, at vi afskærer børnene og de unge fra deres grønlandske kulturbaggrund

Den manglende forståelse for, hvad kultur betyder, og vigtigheden af at tage højde for den, ser vi også, når beslutningen om en anbringelse er taget.

Når grønlandske børn bliver anbragt i Danmark, anbringes de ofte på en dansk institution eller i en dansk plejefamilie. Ud over at miste tilknytningen til deres forældre afskæres børnene fra deres grønlandske baggrund, og forældrene, som måske har ugentligt eller månedligt samvær, mister muligheden for at snakke med børnene på deres modersmål, simpelthen fordi børnene mister deres grønlandske sprog. Den begrænsede kommunikation får konsekvenser for tilknytningen mellem børn og forældre, en tilknytning, som i langt de fleste tilfælde er af afgørende betydning for barnet.

I Grønlandske Børn tilbyder vi anbragte grønlandske børn og unge i Danmark et netværk. Et netværk, hvor de mødes med andre grønlandske børn og unge og deler deres historier og deres livsvilkår. For flere er netværket det eneste fællesskab, de har med andre børn og unge med grønlandsk baggrund efter deres anbringelse. Mange beskriver, hvordan de, før de er blevet en del af netværket, har følt sig alene og marginaliseret uden tilknytning til deres grønlandske identitet. De har endda forbundet det med noget skamfuldt at være grønlænder. I netværket vendes deres grønlandske identitet, i samspillet med de andre børn og unge, til en styrke, en stolthed og en identitet. »Jeg kan bedre lide den version af mig selv, efter at jeg har været med i netværket. Jeg er grønlænder, jeg er stolt«, siger en af de unge.

Jeg mener, at de unges fortællinger er et helt klart signal om, at der er noget, vi som samfund ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på, når beslutningen om en anbringelse bliver truffet. Faktisk er det en ret, børnene og de unge har.

Ifølge FN´s Børnekonvention skal vi som samfund tage hensyn til børn og unges sprog og kultur i forbindelse med anbringelser. Med andre ord må en anbringelse aldrig betyde, at vi afskærer børnene og de unge fra deres grønlandske kulturbaggrund Men det er desværre det, der sker i alt for mange tilfælde i dag.