Grønlandske børn og unge cykler Vejle rundt

Hvordan man gør drøm til virkelighed, når der er udfordringer på vejen? Det var overskriften for en helt særlig cykeltur i fuld sol og bakket terræn i Vejle en lørdag formiddag i juni. 23 grønlandske børn og unge havde meldt sig til at køre i baghjulet på 26-årige Emil Hvidtfeldt, som undervejs i de indlagte pauser fortalte om den drøm, der i 2018 startede på en mountainbike i Birkerød og endte 18.000 kilometer og 12 måneder senere i Djakarta i Indonesien.

Dengang i 2018 var målet at bevæge sig på cykel gennem 26 lande og udfordre både sin fysisk og sin psyke og undervejs samle ind til Grønlandske Børn. Emil nåede sit mål dengang. I dag fire år efter har Emil fundet cyklen frem, der siden han kom hjem har været parkeret i hans forældres garage i Birkerød. Det værste snavs er børstet af, men de buddhistiske bedeflag er stadig på cyklen. ”Den var min bedste ven i et år. Jeg var dybt afhængig af den, så den betyder selvfølgelig noget helt særligt for mig”, fortæller Emil, som har glædet sig til i dag. ”Det er som at give turen liv og mening igen at være med i dag, det føles godt”, siger Emil.

Emil købte sin cykel tilbage i 2018 til 1500 kroner på DBA.

Cyklen har stået parkeret i hans forældres garage, siden han kom hjem. I dag kom den ud og køre igen.

I dag er målet et helt andet, nemlig at køre 40 kilometer. Men det er ikke så meget kilometerne i benene, Emil er med for i dag. Det er lige så meget for at fortælle historien om dét, der motiverede ham dengang, om de svære følelser i Sisimiut, hvor han var for at læse til arktisk ingeniør, men blev ramt af en depression og hvordan en cykeltur gennem 26 lande blev en måde at afslutte et kapitel og tilføre tiden i Sisimiut mening. Undervejs i de indlagte pauser fortalte Emil om noget af alt dét, der var spændende og hårdt undervejs:

”Jeg oplevede, at der var situationer, hvor jeg ikke kunne klare mig alene, og hvor jeg måtte række ud efter fremmede mennesker. Fx måtte jeg flere gange bede om mad, fx hvis jeg var sulten, og jeg var et sted, hvor jeg ikke havde mulighed for at købe mad. Det var grænseoverskridende”, fortæller Emil, der tabte sig 10 kg. på turen.

Vi er sammen på en anden måde, når vi cykler

23-årige Kenny er tilknyttet Grønlandske Børn i den indsats, der hedder Siammartoq, som er et uddannelsesforløb for unge. Han har valgt at cykle med i dag og undervejs lytte til Emils historie:

”Jeg er med, fordi jeg synes, det er en anderledes og sjov måde at være sammen på. Det er alligevel ikke hver dag, man er ude og cykle 40 kilometer. Og så ville jeg også gerne høre lidt om Emils tur. Det er vildt imponerende, at han har kunne cykle så langt og så alene. Det kræver meget mod og styrke at sætte sig for at bevæge sig ud på sådan en rejse og ikke give op. Det synes jeg er mega flot”.

Børnene og de unge, der deltager på cykelturen, kender ikke alle hinanden. De kommer fra mange egne af Danmark, men Kenny og 13-årige Jacob kender hinanden fra de weekendture, Grønlandske Børn arrangerer. Her er Kenny nemlig med i praktik som en del af uddannelsen Siammartoq, og her har han mødt Jacob. Det er rart, at man kender nogen af de andre, mener Jacob, som på trods af at han faldt på cykel og slog sig lidt ikke har mistet modet. ”Jeg vil gerne med en anden gang”, siger Jacob.


Forrige
Forrige

Der er blevet delt viden og løsninger på årets Folkemøde

Næste
Næste

Ny formand i Grønlandske Børn