Drengene på Fjeldvej

Drengene på Fjeldvej blev hurtigt udsolgt i webshoppen - nu er der fyldt op på hylderne igen. Drengene på Fjeldvej er et fotoprojekt, der skildrer børne- og ungeliv på døgninstitutionen Kaassassuk i Nuuk.

Den danske fotograf Oscar Scott Carl tilbragte tre år af sin barndom i Nuuk. I 2021 rejste han tilbage for at besøge sin barndoms by, drevet af et personligt ønske om at udforske minderne fra Nuuk, men også med ønsket om at komme bag om de tal og statistikker for omsorgssvigtede børn, vi ikke mindst i de danske medier bliver præsenteret for. Oscars rejse førte ham blandt andet til døgninstitutionen Kaassassuk i Nuuk. 

”Jeg tror, jeg havde brug for at få nogle nuancer med, som hurtigt bliver væk, når fortællingen om de omsorgssvigtede børn fortælles. Der er ingen tvivl om, at det er børn med nogle barske historier, men min fotoserie, som kom til at hedde Drengene på Fjeldvej, er billeder, der skildrer børne- og ungeliv, hvor daglige gøremål og pligter fylder i en hverdag, men det er også billeder, som stiller skarpt på det helt særlige sammenhold, drengene har. De er meget mere end deres tunge sociale bagage. De er også helt almindelige drenge, der leger ligesom andre børn. Som slås for sjov. Som kan bruge alle vågne timer med en Iphone mellem hænderne. Og som elsker pandekager". 

Hvis det står til Oscar Scott Carl er Drengene på Fjeldvej ikke en færdig og afsluttet fortælling.  

”Jeg drømmer om, at drengene selv kommer til at bidrage til fortællingen om, hvem drengene på Fjeldvej er. At de på en måde får et ejerskab over fortællingen. Planen er at søge penge til at købe kameraer til dem alle sammen, så de kan tage deres egne billeder. Måske bliver deres egne billeder nogle helt andre end mine. Det gør de helt sikkert. Det kunne være fantastisk, hvis vi sammen kunne holde en fotoudstilling med vores billeder af drengene på Fjeldvej”, slutter Oscar Scott Carl.  

Drengene på Fjeldvej er en fotoserie skabt af den dokumentariske fotograf Oscar Scott Carl. Fotoserien vandt i 2021 prisen for Årets Reportage Danmark til Årets Pressefoto.  

Al overskud af salget af fotoserien går ubeskåret til Grønlandske Børns arbejde for et trygt og godt børneliv til alle grønlandske børn.  

Du kan købe Drengene på Fjeldvej her







Forrige
Forrige

Nye ansigter i Grønlandske Børn

Næste
Næste

De unge i en ny rapport fra MIO: Hvem skal gribe os, hvem skal se os?