Vi skal skubbe - men ikke give slip
Da Pilu flyttede til Danmark blev hun en del af ungeindsatsen Siammartoq. I det stærke fællesskab var det ok at snakke om det hele - også det, der var svært. På en strand ved Aarhus mødtes hun med Jeanne, som er leder af børne- og ungeindsatsen i Grønlandske Børn. Det blev til en samtale om livschancer, om at skubbe forsigtigt - og om at vokse i fællesskabet med andre.
”Alt var nyt og fremmed, og selvom jeg faktisk havde familie, der var bosiddende i Skive, valgte jeg at være meget alene. Det var sårbart på mange måder”, fortæller Pilu Zakariassen om tiden, da hun flyttede mere end 3000 km. fra Tasiusaq ved Upernavik i Nordgrønland til Skive i Midtjylland. Efter noget tid blev Pilu en del af Siammartoq, et udviklings- og uddannelsesforløb for grønlandske unge. Her oplevede Pilu at blive en del af et trygt fællesskab, men også at få nogle skub. ”Det var udfordrende, men det var vigtige skub”, fortæller hun og fortsætter:
”Jeg havde meget angst på det tidspunkt og havde svært ved at være steder med mange mennesker, så når vi skulle afsted på weekend, var det svært at komme ind i et tog for at komme til Vejle, hvor jeg skulle mødes med holdet. En af de ansatte fra Grønlandske Børn tilbød at hente mig på stationen. Der var en, der rakte ud efter mig og fik skabt den tryghed, der skulle til, for at jeg turde at tage med. Lige den episode kom til at betyde meget for mig”, fortæller Pilu om det første møde med Grønlandske Børn.
Pilu Zakariassen er frivillig i Grønlandske Børns børneindsats, går på Aarhus Business College og er færdig som kontorelev i 2025. I 2017 kom hun med i Grønlandske Børns ungeindsats Siammartoq. “I Siammartoq var vi meget forskellige med forskellige baggrunde, men vi passede på hinanden. Flere af de andre er mine gode venner i dag”.
Et skub kan sætte gang i den personlige udvikling
”Pilus fortælling er et meget fint eksempel på noget af det, vi er gode til i Grønlandske Børn”, siger Jeanne Funch Asmussen, som er chef for børne-, unge og familieindsatsen i Danmark og fortsætter:
”Netop den individuelle, håndholdte indsats, der hvor opgaven er at læse barnet eller den unge. Hvad er din virkelighed, hvad er dit behov, og hvad skal der til for at du lykkes? Der har vi nogle medarbejdere, der går den ekstra mil. Det lille skub, som Pilu oplevede ved toget, kan være det skub, der skal til for at den unge kan komme i en positiv udvikling. Det er klart, at skubbet skal være tilpasset den enkelte. Vi skal ikke skubbe den unge ud over kanten men ind i en udviklingszone. Det lyder som om, det er det, Pilu oplevede dengang”.
Vi arbejder for lige livschancer
”Noget af det, der driver arbejdet i Grønlandske Børn, er en ambition om at skabe lige livschancer. Livschancer forstået som lige muligheder for at udvikle og udfolde os. Der skal vi stå lige ved siden af barnet eller den unge og støtte dem i at nedbryde barriererne”, fortæller Jeanne.
”Barriererne kan være mange og forskellige, og nogle af dem er massive. Vi møder børn, der har meget imod sig, og det kan for nogen betyde, at de har svært ved at mærke deres værd og deres ressourcer. Der har vi en vigtig opgave i at styrke alt det gode i dem og alt det, de kan. Alle børn og unge skal have en oplevelse af, at de er vigtige for fællesskabet. Det giver mod på mere.
Jeanne Funch Asmussen blev i 2023 ansat i Grønlandske Børn som chef for børne- unge og familieindsatsen i Danmark. Nogle gange har mennesker brug for en længerevarende indsats, andre gange er det en kort periode i et menneskes liv, hvor en mindre indsats kan gøre en kæmpe forskel”, siger Jeanne, der kommer fra en stilling som boligsocial leder i Viby Syd.
Det var også i fællesskabet med de andre unge, at Pilu oplevede, at hun udviklede sig og fik mod til at se og gøre ting anderledes:
”I Siammartoq var jeg sammen med andre unge, der talte åbent om deres forældre og de svigt, de havde oplevet. Jeg er opvokset i en lille bygd, og der snakkede man ikke så meget om, hvordan man havde det. Det gik man alene med, så det var nyt for mig at sætte ord på nogle af de følelser, jeg havde, og jeg lærte, at det var ok at være vred eller ked af det. Og så fik jeg helt konkret modet til at søge ind på uddannelse og forfølge nogle af de ting i livet, jeg gerne ville”.
Man vokser i fællesskabet
Både dengang og nu, hvor Pilu er frivillig i Grønlandske Børns børneindsatser, oplever hun, at fællesskabet med de andre kan noget helt særligt:
”Man vokser af at være en del af noget, hvor alle betyder noget og har en plads. Som frivillig er jeg ofte med på weekendture med børnene, og i begyndelsen var det ret vildt at opleve, at nogen troede på mig og gav mig et ansvar. Nu er det naturligt for mig, og fordi jeg har været med så mange år, er jeg blevet en stabil og vigtig voksen i børnenes liv. Det er vigtigt for mig at være netop dét for dem”.
Pilus indsats som frivillig er ifølge Jeanne et godt eksempel på, hvordan vi i Grønlandske Børn arbejder for at inddrage børn og unge, så de selv finder den vej, der er den rette for dem:
”Vores vigtigste opgave er at gøre det synligt for børn og unge, at de kan en masse - også mere end de tror. For eksempel ved at sige til Pilu, at hun har ansvaret for at lave aktiviteter med børnene. Sådan viser vi børn og unge, at vi tror på dem, og vi står lige ved siden af dem. Vi skal skubbe, men ikke give slip”.
