Sommercamps: Trædesten for social forandring

Når sommercamp rykker til byen, stiller borgere op og bidrager til at give børnene og de unge gode oplevelser. “Der er et åbenlyst engagement og en lyst til at gøre en forskel for børnene, de unge og for hele lokalsamfundet”, siger sekretariatsleder i Nuuk, Julie Lynge.

En af dem, der gerne stiller op er Ulrik Fjord Schultz. Ulrik er i kraft af sit job som brugsuddeler i Brugseni en del af en CSR-styregruppe, som har fokus på at skabe værdi for de lokale samfund. Derfor siger Ulrik også gerne ja til både at give rabatter i butikken og vende pølserne, sådan som det skete, da der var grillararrangement i forbindelse med sommercamp i Nanortalik.

”Jeg vil meget gerne bidrage til, at der sker noget i byen for vores børn og unge. Jeg bruger gerne min fritid, men jeg har også et ønske om, at jeg i kraft af mit virke i Brugseni kan indgå i nogle stærke samarbejder med fx kommune, skole og organisationer som Grønlandske Børn. Der er ingen tvivl om, at vi kan løfte mere, hvis vi er flere, der går sammen”.

Der var god opbakning for borgerne i Nanortalik, da der var grillaften i Camp Nuan. Ulrik Fjord Schultz stod for at grille pølserne til de 140 fremmødte.

Ulrik peger på, at der er ildsjæle i byen, der tager et stort socialt ansvar. Eksempelvis den lokale politimand Emil, der engagerer børnene og de unge i byen med både skak og klatring. Men ildsjælene kan ikke kan stå alene, mener Ulrik. ”De kan brænde ud eller rejse fra byen, og så er faren, at de gode tiltag bryder sammen”, siger Ulrik.

Ifølge Ulrik er der brug for flere aktiviteter i byen, og børnene og de unge efterlyser noget at tage sig til. ”Sommercamps er et rigtigt godt tilbud til børnene og de unge i byen. Der sker noget nyt og spændende, og der er rigtig god opbakning i byen, men det er vigtigt, at det hele ikke slutter, når alle de internationale frivillige tager hjem”, påpeger Ulrik.

Det lokale engagement skal understøttes

Grønlandske Børns sekretariatsleder i Nuuk Julie Lynge er enig i, at sociale indsatser skal flyttes fra en her og nu-effekt til en varig positiv forandring. ”Vi ved, at sommercamps sætter spor i børnene og de unge, og at campaktiviteterne bidrager til en følelse af fællesskab i lokalsamfundet til gavn for alle. Det er et stærkt afsæt for at arbejde videre”.

Grønlandske Børn har afholdt sommercamps i byer og bygder i store dele af Grønland siden 2014. Det har medført stærke samarbejder med både kommuner og lokale virksomheder og organisationer, men også med almindelige borgere, som træder til og deltager i aktiviteterne. Og det er, ifølge Julie Lynge det engagement, der kan være en trædesten til endnu mere social forandring. Den kommende tid er der planlagt en række opfølgende møder i Nanortalik for at afsøge muligheden for at fortsætte og styrke de eksisterende samarbejder: ”Vi håber, at vi i samarbejde med lokalsamfundet kan være med til at opbygge de fællesskaber og aktiviteter, der er så vigtige, ikke mindst for at styrke et godt børne- unge og familieliv i Nanortalik”.

NY INDSATS I GRØNLANDSKE BØRN: Ikioqatigiinneq vokser ud af behov i det enkelte lokalsamfund, drives af lokale samfund og -frivillige og skaber aktiviteter og indsatser, der skaber trivsel for, ikke mindst, udsatte børn, unge og familier. Ikioqatigiinneq er udviklet i samarbejde med SOS Børnebyerne og igangsættes i 2024 i første omgang i Nanortalik og Kullorsuaq. Se mere her

SE FILMEN: Sommercamps sætter spor i børnene “I learned social skills and to be more open”, siger en af de deltagende børn i filmen herunder.

 

Forrige
Forrige

Kalaallit Meerartaat søger projektmedarbejder i Nuuk

Næste
Næste

Grønlandske Børn har fået ny kollega i Aarhus