Frivillige fra hele verden ankommer til Nanortalik 

Nanortalik forbereder sig til at tage imod 12 unge frivillige fra hele verden. De frivillige skal stå for at arrangere aktiviteter for børn og unge i byen tre uger i sommerferien. ”Det bliver en stor oplevelse”, siger fritids- og forebyggelsesleder i kommune Kujalleq, Samuel Simonsen, som ser frem til at Nanortalik forvandler sig til en multikulturel by, så længe Camp Nuan varer. 

Ud over grønlandske og danske unge ankommer frivillige fra Hong Kong, Serbien, Mexico, Tjekkiet og Polen. ”Vi har kun dansk- og grønlandsksprogede borgere i Nanortalik, så det bliver meget anderledes pludselig at skulle lytte og forhåbentligt lære ord på kinesisk, polsk og engelsk. Det bliver en stor oplevelse for børnene, det er jeg slet ikke i tvivl om”, siger fritids- og forebyggelsesleder i kommune Kujalleq, Samuel Simonsen, som er i gang med en lang række forberedelser for at få rammerne på plads til Camp Nuan. De frivillige skal indlogeres på kollegiet, skolen skal forvandles til et aktivitetscenter med boldspil, dans og kreative aktiviteter, og der skal være kulturelle aftener, hvor alle borgere i Nanortalik vil blive inviteret til at komme og smage på mad og deltage i aktiviteter og lege fra de frivilliges hjemlande. 

Sommercamp er mere end to ugers aktiv sommer, mener fritidsleder og forebyggelsesleder Samuel Simonsen. ”Vi skal suge til os i de uger campen varer og lade os inspirere til, hvad vi kan gøre for at aktivere vores børn og unge på en god måde, ikke mindst om sommeren, hvor det er småt med tilbud til alle de mange børn, der bliver i byen”. 

Det er ikke kun internationale frivillige, der vil sørge for at børn og unge fra Nanortalik får en aktiv og sjov sommer. Også borgere fra Nanortalik kan melde sig til at deltage. Samuel fortæller: ”Vi har hængt skærme op på byens institutioner og opfordrer alle til at melde sig som frivillig. Vi har brug for alle mand til at skabe en aktiv og sjov sommer for byens børn og unge, der skal blandt andet laves mad, leges og planlægges både indendørs og udendørs aktiviteter”. Heldigvis er opbakningen stor, ikke mindst i ungdomsklubben, hvor de unge fra klubbens band Alummiu gået i gang med at øve for at kunne leve op til deres bedste, når der skal være sommercamp i byen. 

Camp Nuan bliver afholdt i Nanortalik den 11. juli – 1. august. Sommercampen arrangeres i et samarbejde mellem Grønlandske Børn og Kommune Kujalleq.

Den 20. juni – 11. juli afholdes sommercamp i Kullorsuaq. 

Forrige
Forrige

Manglende viden om grønlandske forhold skaber dårlig sagsbehandling

Næste
Næste

En vej ud af ensomheden