Plejemor: ”Vi griner lidt af, hvor ubehjælpsomt jeg udtaler ordene”

Michelle er plejemor til et grønlandsk barn, og så er hun bestyrelsesmedlem i Grønlandske Børn. Hun har lært sig grønlandske gloser for at komme tættere på både barn og de biologiske forældre. Ifølge Michelle kan sprog være med til at nedbryde barrierer.  

Michelle Bech Friis er plejemor til et lille barn, der siden fødslen har boet hos Michelle, hendes mand og deres sammenbragte børn. ”Jeg har altid gerne ville være plejeforælder, så det har egentlig kun været et spørgsmål om, at vores børn skulle have en vis alder, så vi som familie kunne tage imod et plejebarn. Så for to år siden vurderede min mand og jeg, at vi skulle gå i gang med en ansøgningsproces. Og for et år siden fik vi så mulighed for at tage imod vores plejebarn kort tid efter, hun blev født”.  At det var et grønlandsk barn, Michelle og hendes mand skulle være plejeforældre for, fik de først at vide ret sent i processen.

”På grund af tavshedspligt får man ikke meget information om barnets og forældrenes baggrund og forhold, så det var få uger før, at vi skulle tage imod barnet, at vi fik at vide, at barnet havde grønlandsk baggrund”. Nysgerrighed var Michelles første reaktion.

”Det fik mig til at tænke mere over, hvilken historie forældrene og deres barn havde med sig, men også den historie danskere og grønlændere deler”, fortæller hun.

“Mødet med vores plejebarn og barnets forældre blev på mange måder et møde med Grønland og grønlandsk kultur”, fortæller Michelle.

Man tager ikke kun imod et barn

Mødet med deres plejebarn og de biologiske forældre blev på mange måder et møde med Grønland. ”Det er åbenlyst, at grønlandsk sprog og kultur fylder i vores relation, fordi det er så stor en del af, hvem de er. På samme måde, som at mit ophav er med til at definere, hvem jeg er”, siger Michelle. At det ikke kun er et barn, man tager imod, når man bliver plejeforældre, er noget, Michelle oplever meget konkret.

”I sager hvor barnet anbringes i en plejefamilie, arbejder man i udgangspunktet altid for en hjemsendelse. Udover at det er en sårbar situation for barnet, fordi forholdene for barnet kan ændre sig fra den ene dag til den anden, så stiller det også store krav til samarbejdet mellem plejeforældre og biologiske forældre. Så det er af stor betydning, at man som plejeforældre har redskaber til at navigere i forholdet til de biologiske forældre”, siger Michelle.

Forskelle kan blive til barrierer

En af de mest oplagte barrierer, oplever Michelle, er sproget. ”Vi taler forskellige sprog, så vi har helt konkret svært ved at forstå hinanden. Det mærker jeg blandt andet ved det samvær, der er mellem barn og de biologiske forældre, hvor jeg også deltager. For at begrænse antallet af mennesker i rummet, og derved skabe tryghed for barnet, er der ingen tolk med i de situationer. Intentionen er delvis god, men det betyder også, at kommunikationen er vanskeliggjort og bliver til en barriere”, fortæller Michelle, som har forsøgt at tillære sig forskellige grønlandske gloser. ”Faktisk har jeg erfaret, at der er meget dårlige muligheder for at modtage grønlandsk sprogundervisning. Det er jo ikke fordi, jeg skal lære at tale flydende grønlandsk, men jeg tror faktisk på, at sproget kan være med til at nedbryde de barrierer, der kan præge relationen mellem plejeforældre og biologiske forældre. Jeg oplever, at forældrene lyser op, når jeg prøver de grønlandske gloser af, og så griner vi lidt af, hvor ubehjælpsomt jeg udtaler ordene. Det er en måde at nærme os hinanden på. Jeg får signaleret en velvilje overfor forældrene, som jeg tror betyder meget”, siger Michelle.

Misforståelser og mistro

Der er i det hele taget brug for at nedbryde barrierer og finde veje til at gøre den indbyggede afstand og mistro, der er indbygget i relationen, mindre. Michelle forklarer:

”Plejeforældre bliver automatisk ansigtet på det system, som forældrene typisk nærer en stor mistro til”. Og mistroen kommer ikke ud af ingenting, mener Michelle. ”Det er jo et system, der tvivler så meget på deres forældreevner, at de har foretaget den meget indgribende foranstaltning, en anbringelse er. Det er en meget sårbar situation, som automatisk sætter forældrene i en situation, hvor de er på vagt. Og så har mange grønlandske forældre oplevet at blive misforstået eller har mødt decideret modstand i mødet med systemet. Det er jeg på en eller anden måde også oppe imod, når jeg mødes med de grønlandske forældre”, fortæller Michelle.

Michelle oplever også situationer, hvor der kan opstå misforståelser eller undren over måder at gøre ting på:

”Eksempelvis er jeg blevet opmærksom på, at grønlandske forældre kan være meget fysiske i samværet med deres børn. For eksempel kan det at røre det lille barn så meget i ansigtet, i en dansk kulturramme, virke lidt ”meget”. Men hvis man læser det ind i en grønlandsk kulturramme, kan det være helt almindeligt og udtryk for omsorg”, siger Michelle.

Jeg har ikke redskaberne

Og så har en udbredt brug af kropssprog været udfordrende: ”Jeg er kommet galt afsted med ikke at forstå det kropssprog, som de grønlandske forældre gør meget brug af. Jeg har simpelthen ikke redskaberne til at aflæse det korrekt. Viden om sådanne ting kan forhindre misforståelser og forkerte læsninger af situationer”, siger Michelle, som efterlyser mere information og viden forud for, at man bliver plejeforældre til et grønlandsk barn. ”Det havde været af stor betydning for mig, hvis jeg havde fået noget skriftligt materiale, evt et kursus sammen med andre plejeforældre, der står i samme situation. Det handler om at bygge bro og nedbryde barrierer og fordomme, og det gælder begge veje. Det er en krævende situation både for biologiske forældre og plejeforældre, og jeg tror på, at viden kan betyde, at vi kan nærme os hinanden. Et stærkt samarbejde baseret på viden og respekt er til barnets bedste”, slutter Michelle.

FAKTA: Der bor ca. 7000 børn i Danmark med grønlandsk baggrund. 5-7 pct af disse børn er anbragt udenfor hjemmet, enten på danske institutioner eller hos danske plejeforældre.