Undersøgelse af kolonierne i Et Bedre Liv
Kolonierne er vejen til gode venner – og bedre integration
Ny undersøgelse: På weekendkolonierne får børnene i "Et Bedre Liv i Danmark" tryghed, accept og succesoplevelser - og gode venner. I ”Et Bedre Liv i Danmark” har vi haft besøg af Pernille Birkner Bro, som er sociologistuderende ved Aalborg Universitet. Det blev der en opgave ud af. ”At være grønlandsk barn i Danmark” hedder den og er en undersøgelse af, hvad weekendkolonierne betyder for børnene i ”Et bedre liv i Danmark”. Kolonierne som træningsbaneNoget af det undersøgelsen viser er, at kolonierne fungerer som en træningsbane for børnene, hvor de kan tilegne sig kundskaber og normer, som er vigtige at kende for at kunne begå sig på lige fod med deres danske jævnaldrende. Livet i Grønland er meget anderledes end i Danmark, og mange af børnene kommer, også på grund af deres udsathed, med meget få værktøjer til at begå sig i det danske samfund. Trygt frirumKolonierne bygger altså bro mellem grønlandsk kultur og dansk kultur og giver børnene et nødvendigt indblik i danske samværsformer. Det er med til at klæde børnene på til at begå sig i det danske samfund - og så har det en stor værdi for børnene at være sammen med andre, der også har grønlandsk baggrund. Fællesskabet og samværet med andre grønlændere på kolonierne er et trygt frirum, hvor de ikke tolkes negativt eller opfattes som mærkelige eller anderledes. På spørgsmålet: ”Hvorfor tror du, det er så sjovt at være på koloni”, svarer et af børnene: ”Fordi så er man ikke alt for forskellig, fordi alle de andre børn også er grønlændere”. Gode vennerKolonierne er et sted, hvor børnene skaber venskaber. Mange af de børn, der er med på kolonier er meget alene og har svært ved at skabe relationer til danske jævnaldrende, men på kolonierne er det anderledes: En af børnene, som Pernille Birkner Bro har interviewet, siger det meget klart: ”Hvis man er ked af det, så er der altid en der trøster. Første gang jeg var der, så var det, at jeg var alene, og de andre legede fangeleg. Så var der en, der sagde til mig: ”Vil du ikke være med? Og så var jeg med.” Selvværd, tryghed og acceptPernille Birkner Bro er ikke i tvivl om, at kolonierne er med til at give børnene selvværd, både igennem den tryghed og accept, de oplever i fællesskabet med de andre børn, og ved de succesoplevelser de får igennem koloniernes aktiviteter. ”Kolonierne er med til at styrke en positiv udvikling hos børnene, både når det kommer til deres sociale færdigheder og personlige kompetencer. Det er noget af det, mine undersøgelse viser", siger Pernille Birkner Bro.Læs mere om "Et Bedre Liv" her