Mentorer fastholder unge i uddannelse

Vejen til uddannelse går gennem en mentor

Et mål uden en plan er bare en drøm. For mange unge i Grønland bliver drømmen om en uddannelse aldrig til noget. Mentorordningen Ilinniartut tilbyder unge i Nuuk en mentor. For mange unge betyder det, at drømmen om en uddannelse bliver til virkelighed.sandra ”Jeg har fået mere mod til at komme og deltage i timerne, fordi jeg nu får hjælp til det faglige”. Ordene kommer fra Sandra. Sandra er 22 år og går på TNI flex i Nuuk. TNI Flex er en studieforberedende uddannelse for dem, der endnu mangler kvalifikationerne til at være helt klar til gymnasiet. Sandra vil gerne ind på Midtgrønlands Gymnasiale Skole, GUX Nuuk, men uddannelsen kræver bedre karakterer end dem, Sandra har med sig fra folkeskolen. At uddanne sig kræver et overskud, og det kan være svært at finde, når man er ny i byen og ikke rigtig kender nogen. Styrken og overskuddet får hun blandt andet fra Arnalaa. Arnalaa er 27 og mentor for Sandra. Egentlig var det lidt tilfældigt, at Arnalaa blev mentor: ”Jeg tog til informationsaften, som Foreningen Grønlandske Børn holdt her i Nuuk. Jeg var egentlig bare med for at støtte en veninde, og som var nysgerrig på at være mentor, men det endte med at jeg tænkte, at det også var noget for mig, og så meldte jeg mig. Efter et par uger blev Sandra og jeg matchet”.Og det var et godt match: ”Vi mødtes første gang på en cafe, og da vi begyndte at snakke sammen, var det som om, vi var veninder. Vi fortalte hinanden om, hvor vi kommer fra, og vi fortalte lidt om vores familier, og derfra har vi mødtes en gang om ugen. Vi mødes typisk på Sandras skole og så går vi i gang med matematik og dansk, som er de fag, Sandra har brug for hjælp til”. "Jeg har meget hjemve"Sandra kommer fra Maniitsoq og savner dem derhjemme: ”Jeg har meget hjemve”, siger Sandra og fortsætter: ”Jeg savner mine forældre og alt det derhjemme, men jeg har en drøm om at gennemføre en gymnasieuddannelse, så jeg må være stærk”.Udover at hjælpe med det faglige, handler det at være mentor nemlig også om at være en støtte og et netværk, den unge kan trække på, når udfordringerne føles store, og man måske har lyst til at give op. Og Arnalaa ved, hvordan det er at føle sig lidt klemt, lidt ensom og at have hjemve. Der er behov for at flere får en uddannelse”Jeg har selv prøvet at være ny i byen. Dengang ville jeg have ønsket, at der var en person, som kunne være der for mig. Det betyder meget at have nogen at læne sig op af, når tingene bliver svære. Og så har jeg grundlæggende et ønske om at hjælpe til, for jeg ved, at der er virkelig få unge, der tager en uddannelse, og mange falder fra uddannelse. Jeg vil gerne være med til at ændre udviklingen, så flere unge får en uddannelse”, slutter Arnalaa.

Forrige
Forrige

FGB mod børnefattigdom

Næste
Næste

Der er behov for mødregrupper