Konference om fremtidens familier: Det er en opgave for hele samfundet

’Fremtidens Familier – trygge, aktive og kærlige’, var navnet på en konference, der forløb over tre dage i Nuuk fra den 9. – 11. januar.

For mange børn og unge bliver anbragt udenfor hjemmet, for mange børn og unge begår selvmord, og oplever vold på nært hold, og for mange børn og unge vokser op i familier med alkoholrelaterede problemer. Det var afsættet for konferencen, som havde til formål at sætte en fælles retning for, hvordan de centrale aktører på tværs kan arbejde for at opnå trygge, aktive og kærlige familier i fremtiden.

Familiens problemer er et fælles anliggende

Naalakkersuisoq for Børn, Unge, Familier og Sundhed, Mimi Karlsen skød konferencen i gang med budskabet om, at de problemer der eksisterer i familierne ikke bare er de enkelte familiers problemer. Problemerne er et fælles anliggende med store konsekvenser for hele samfundet.

”Det er på tide, at vi i fællesskab sætter ind overfor roden til problemerne, og på den måde sikrer et godt og solidt fundament at bygge vores samfund på. Kun ved at bringe problemerne frem i dagens lys, kan vi forstå omfanget af dem- og handle”, lød det fra naalakkersuisoq Mimi Karlsen.

Det handler om børnene

Grønlandske Børns sekretariatsleder i Nuuk Julie Lynge, der også deltog også i seminaret, er enig i, at der er behov for at se på udfordringerne med nye øjne. ”Familiernes problemer er i høj grad et fælles anliggende. Det er i første omgang børnenes behov og rettigheder, der skal beskyttes. Det er det, vi som børneorganisation i Grønland sat i verden for”, siger hun og fortsætter:

”Det er vigtigt, at vi ikke alle sammen løber rundt om hinanden og arbejder i forskellige retninger. Civilsamfunds- og børneorganisationerne banker på døren for at byde ind i de fælles løsninger, der skal til for at sikre en ensartethed i opgaveløsningen. Selvstyret og kommunerne har et stort ansvar for at åbne den dør og invitere os ind i dialogen omkring at løse opgaverne. Jeg håber, at vi med seminaret lykkedes med at lægge det ekstra pres på politikerne, der skal til, for at vi for alvor kan komme i gang med at løse opgaverne i fællesskab”.

Julie Lynge er Grønlandske Børns sekretariatsleder i Nuuk: ”Vores hånd er rakt ud efter mere samarbejde med Selvstyret og kommunerne. Der er brug for fælles løsninger”.

Forrige
Forrige

Nye ansigter i Grønlandske Børn

Næste
Næste

De unge fra Siammartoq er kommet godt fra start