Nuan – indsats for hele familien


For grønlandske familier i Danmark

Selvom mange grønlandske borgere i Danmark klarer sig godt, er der stadig alt for mange, som ikke gør. Undersøgelser viser, at de har markant øget risiko for et liv præget af arbejdsløshed, lav indkomst, misbrug mv. end den øvrige befolkning. Syv gange så mange grønlandske børn anbringes uden for hjemmet set i forhold til børn i Danmark generelt. Og grønlandske børn har i snit fire gange så mange støtteforanstaltninger, som andre børn i Danmark. Der er altså behov for, at grønlandske familier støttes til at få et godt liv i Danmark.

I Nuan yder vores fagprofessionelle og frivillige en støttende indsats hele vejen rundt om familiens liv med fokus på børnene. Forældrene får vejledning i forældreskab, og vi støtter familien i mødet med myndigheder og skole og arrangerer familiedage, hvor der opbygges stærke netværk. Men vi laver også aktiviteter kun for børnene, hvor de kan lege og have det sjovt og få et pusterum fra hverdagen. Et tæt forhold til familien og det gode kendskab til børnene er afgørende for, at der bygges tillid, og vi kan komme forældrene og børnenes behov i møde.

Nuan eksisterer som tilbud i Aalborg, Aarhus, Esbjerg, Vejle og København og er støttet af Socialstyrelsen / Social- og Ældreministeriet.

Vil du vide mere?

Kontakt projektleder Jeppe Bülow Sørensen på mail: jbs@fgb.dk  eller på telefon: +45 5164 7003

Jeg er blevet mere glad, fordi jeg har nogen at snakke med. Jeg har nogen at kramme med og lege med”

— 11-årig pige i Et Bedre Liv i Danmark