Vores historie

Foreningen Grønlandske Børn har eksisteret siden 1924. I den tid er meget forandret! Men kort sagt har vi altid bestræbt os på at svare på tidens største udfordringer for grønlandske børn. Derfor er vi er gået fra at bestyre tuberkulosesanatorier i Grønland til i dag at arbejde i projekter for, at grønlandske børn og unge har en tryg barndom, får mulighed for uddannelse og at grønlandske børn og unge høres og inddrages.

En lille dreng med en skjorte så gennemslidt, at den manglede både ærmer og ryg – og med et par arvede bukser så store, at drengen måtte holde dem oppe med hænderne. Det syn gjorde indtryk, da en delegation fra den danske Rigsdag i 1923 besøgte Grønland.

Fiskeriet havde svigtet, og fattigdommen var stor, så rejsen i 1923 blev startskuddet til det, der i dag hedder Foreningen Grønlandske Børn. For delegationen mødte også hyppige tilfælde af tuberkulose, en sygdom som i høj grad ramte børnene.

Vores første officielle navn blev ‘Foreningen til Hjælp for grønlandske Børn’. I vedtægterne fra 1924 står der, at foreningen ville virke for “oprettelse af hjem i Grønland for børn, moderløse spædbørn, der af en eller anden grund er hjælpeløse, samt for børn, der lider af eller er disponeret for tuberkuløse sygdomme.”

Oprettelsen af hjem og sanatorier lykkedes. Ved hjælp af indsamlede midler kunne det første sanatorium åbne i 1925 i Maniitsoq, dengang også kaldet Sukkertoppen. Siden fik vi også sanatorier i Uummannaq, Qaqortoq, Ilulissat og Tasiilaq.

Aktivfoto: Arktisk Institut

Foreningen Grønlandske Børns første børnesanatorium lå i Maniitsoq. Foto: Arktisk Institut

Da tuberkulosen kom under kontrol i slutningen af 1950’erne, blev sanatorierne ombygget og forbedret og herefter i større omfang benyttet som børnehjem for forældreløse og børn der i øvrigt stod i en vanskelig situation. Og da mange grønlandske kvinder i 1960’erne kom i beskæftigelse i fiskeindustrien, opstod behovet for vuggestuer, som ellers var et ukendt fænomen i Grønland, og som foreningen derfor oprettede og driftede i flere vestgrønlandske byer i årene 1966 til 1971.

Det betød, at foreningen fra kontoret i København på det tidspunkt stod for driften af fem børnehjem og syv vuggestuer, der beskæftigede over 150 ansatte i Grønland.

Arkivfoto: Arktisk Institut

Børn har brug for trygge voksne; dengang som nu. Foto: Arktisk Institut

I takt med indførelsen af hjemmestyre i Grønland stod det klart, at foreningens virke i Grønland måtte ændre karakter og ved årsmødet i 1973 skiftede foreningen nu navn til Foreningen Grønlandske Børn. I årene efter blev alle børnehjem og vuggestuer derfor overdraget til hjemmestyret, de sidste i 1979. Helt slut med ansvaret for fysiske bygninger var det dog ikke, for midt i 1990’erne var vi med til at etablere væresteder i Tasiilaq og Nanortalik sammen med organisationen Red Barnet. Værestederne blev overdraget til de respektive kommuner i henholdsvis 2004 og 2008. Og hermed sluttede en lang epoke med drift af børnehjem og væresteder.

Fra starten af 2000-tallet har Foreningen Grønlandske Børn udviklet sig til at være en projekt- og udviklingsorganisation.  I 2004 åbnede Foreningen Grønlandske Børn en rådgivningshjemmeside for unge, der sammen med et radioprogram blev et yderst populært rådgivningstilbud til unge med behov for støtte til at løse alvorlige problemer. Allerede efter et år valgte Hjemmestyrets forebyggelsesafdeling, PAARISA, at overtage projektet, som siden har udviklet sig til Børnetelefonen i Grønland.

I 2008 blev mentorprojektet Sapiik igangsat. Formålet var dengang, som det er i dag, at bidrage til at flere unge i Grønland vælger at søge ind på en ungdomsuddannelse. Projektet er stadig i fuldt vigør, og blev i 2015 suppleret med en mentorordning Ilinniartut for sårbare elever på ungdomsuddannelse. I de senere år er der udviklet en række andre initiativer og projekter. Således er der siden 2014 gennemført sommeraktiviteter i mindre byer og med frivillige fra hele verden, ligesom vi i 2014 i samarbejde med børnerettighedsinstitutionen MIO påbegyndte udviklingen af en børnebisidderordning, Najorti. Siden 2016 har børn i Maniitsoq, Sisimiut og Nuuk haft mulighed for at få en børnebisidder. Der arbejdes med at gøre ordningen landsdækkende. 

 

Aktiviteter i Danmark

Op gennem 197o’erne kom det til at står klart, at også grønlandske børn i Danmark havde behov for en indsats. Foreningen Grønlandske Børn besluttede derfor i første omgang at arbejde for grønlandske børn, der i en periode var nødt til at opholde sig i Danmark, fx på grund af sygdom. Vi fik derfor oprettet en familiebolig, hvor syge børn kunne bo med deres familie. Foreningen Grønlandske Børn overtog også Gudrunds Minde i 1981 det daværende ventetidshjem for psykisk udviklingshæmmede grønlandske børn.

Herfra skiftede indsatsen karakter; vi blev i stadig højere grad en udviklingsorganisation – stadig med blikket rettet mod børn og unge! Så da Socialministeriet i 2003 udgav en hvidbog, der viste, at mange voksne grønlændere klarer sig rigtigt dårligt i Danmark, så konstaterede vi, at hvidbogen ikke fortalte om børnene – og undersøgte selv sagen. Det munder ud i sommerlejre og lejre for sårbare familier i årene 2005 og 2006 og bliver startskuddet på det store landdækkende projekt ”Et godt liv i Danmark” fra 2007. ”Et godt liv i Danmark” blev i 2012 overtaget af ”Et bedre liv i Danmark”, som stadig er i fuldt vigør og hvor ca 100 grønlandske børn og deres familier deltager. Fra ”Et Bedre Liv i Danmark” er der udsprunget mødregrupper, frivilliguddannelse til sårbare unge og meget mere, så foreningen i dag har indsatser i Danmark fra barn til voksenlivet.

I dag er der etableret en sekretariatsafdeling i Nuuk, som i tæt samspil med sekretariatet i København udvikler og gennemfører indsatser og projekter til gavn for sårbare børn og unge i Grønland.

H.M. Dronning Margrethe 2. er protektor for Foreningen Grønlandske Børn.