29.03.21

Siammartoq starter igen

Grønlandske Børn inviterer et nyt hold grønlandske unge ind i et stærkt fællesskab med andre grønlandske unge. ”Der er stadig plads til flere, så kom og vær med i fællesskabet”, lyder opfordringen fra projektleder Nathasja Preus.

Til sommer samler Grønlandske Børn endnu et hold af grønlandske unge, som vil modtage både undervisning og støtte til at finde deres vej ind i vigtige fællesskaber. For fællesskaberne er vigtige. Projektleder Nathasja Preus fortæller: ”I Siammartoq samler vi grønlandske unge, og i de halvandet år uddannelsen varer, bliver der knyttet nogle meget stærke bånd. Den tillid de unge udviser hinanden er meget vigtig i forhold til at skabe den tryghed, der skal til for at finde modet til at arbejde videre med deres egen udvikling”.

Udbytte af praktik

Udover at de unge modtager undervisning og får viden om en lang række emner så som fællesskaber, konfliktmægling, livshistorie, kommunikation, kultur og fordomme, så er uddannelsen også et forløb, hvor de unge arbejder med deres egne livshistorier og ruster sig selv og hinanden til at blive opsøgende på nye veje at gå og nye udviklende fællesskaber, de kan søge videre i, fx som frivillig i en organisation. At yde bidrage med sit engagement og sin tid sammen med andre og til glæde for andre er en stor ting. Nathasja Preus fortæller: ”Vi har, i de fem år Siammartoq har eksisteret, oplevet hvor meget de unge vokser og får udbytte af den praktik, der er en del af uddannelsen. De unge er både i praktik i Grønlandske Børns børnerettede indsatser, men det kan også være andre steder. Fx er et sted som Arctic Streetfood, som laver mad fra en foodtruck til arrangementer også været et praktiksted, de unge har haft stor glæde af”.

Lokale fællesskaber

Som noget nyt vil der være et fokus på at indgå lokale samarbejder, så de unge får adgang til fællesskaber dér hvor de bor. Det kunne være i foreningsliv eller klubber, hvor folk samles med udgangspunkt i fælles interesser, men det kunne også være andre ting. Nathasja fortæller: ”De unge vil jo være forskellige og have forskellige behov og ønsker, så det vil være forskelligt, hvad der giver mening for den enkelte unge. Det kunne fx også være en ensom ung, der ville have glæde af at mødes i ventilen, som er et mødested for ensomme unge. Det vigtige er, at de unge får modet til at blive en del af et meningsfuldt lokalt fællesskab”.

Vil du med i fællesskabet?

Er du mellem 18 og 25 år?
Har du lyst til deltage på en uddannelse, der strækker sig over otte weekender fordelt på 18 måneder?
Vil du have en masse viden om fællesskaber, konfliktmægling, livshistorie, kommunikation, kultur og fordomme?
Har du lyst til at arbejde med egen livshistorie?
Vil du være med på weekender hvor vi laver mad over bål og masser af sjove aktiviteter fx klatretur i skoven?
I Siammartoq bliver du en del af et fællesskab med andre grønlandske unge og du vil have mulighed for at komme i praktik og blive en del af lokale fællesskaber, dér hvor du bor.

Send en mail til Torben Toft ttn@fgb.dk eller ring 5146 0339 eller Helle Skriver hsa@fgb.dk eller tlf. 5164 7002

Læs mere om Siammartoq her