23.06.19

Nyt logo favner det grønlandske og det danske

”Foreningen Grønlandske Børn er både en dansk og en grønlandsk organisation, og det skal vores logo selvfølgelig afspejle”, siger generalsekretær Puk Draiby, som mener, at et nyt logo er en naturlig forlængelse af organisationens udvikling og arbejde.

”Vi har længe haft fokus på at arbejde tokultutrelt og tosproget og sørge for, at vores kommunikation fungerer i begge lande, og derfor valgte vi i stigende grad at anvende logoer på begge sprog, når vi kommunikerede via tryksager og andet. Vores nye logo er en mere elegant integration af det grønlandske og det danske. Vi er meget glade for den løsning”, siger Puk Draiby, der har været meget bevidst om ikke at gå en helt ny vej med et nyt logo.

Det nye logo har lånt ansigtet fra et af børnene, der var en del af vores gamle logo og genanvender også både farver og den orange prik, som fungerede som prikken over iét i ordet Foreningen (Foreningen Grønlandske Børn).

Vi er en del af historien

”Det har været vigtigt for os at trække på referencer fra vores gamle logo. Jeg har i virkeligheden en meget ydmyg tilgang til, hvordan vi forvalter den organisation, som står på skuldrene af næsten 100 års arbejde for at forbedre vilkårene for grønlandske børn. I det store billede har vi, som arbejder i Foreningen Grønlandske Børn, bare organisationen til låns, inden vi giver den videre til nye generationer, der vil arbejde for samme sag, men med dagsordener der matcher den tids problemstillinger”, siger Puk Draiby.

“Vi har lånt meget fra vores gamle logo”, siger Puk Draiby

”Vi har også valgt at smide ordet foreningen i vores nye logo”, fortæller Puk Draiby. ”Det har vi udelukkende gjort for at lette udtrykket og gøre det mere mundret. Vi er stadig en forening og ledelsen varetages – mellem stiftende generalforsamlinger – af en valgt bestyrelse. Lige som den hele

tiden har gjort. Vores organisationsgrundlag rører vi ikke ved, forsikrer Puk Draiby.

Foreningen Grønlandske Børn nye logo er udviklet og designet af grafiker Line Jensen. Line er tidligere leder både for Sermitsiaq og AG´s grafiske afdeling i Nuuk. I dag arbejder hun som selvstændig med base i Nordjylland.