21.08.19

Nye ansigter på kontoret i Nuuk

De sidste par måneder er der kommet nye ansigter til på kontoret i Nuuk. To nye medarbejdere er blevet ansat. Lis er ny projektleder i Sapiik. I næste nyhedsbrev kan du møde Britta, koordinator i Najorti.

Lis Anker Petersen er 36 år og har været ansat i Foreningen Grønlandske Børn i tre måneder. Hun er projektleder i Nuuk og arbejder hovedsageligt med Sapiik, som er en indsats for 9. – og 10. klasses elever i Nuuk, Ilulissat, Qaqortoq og Maniitsoq. I Sapiik handler det om at motivere og forberede de unge til at træffe beslutninger om uddannelse og job.

Hvorfor søgte du jobbet i Foreningen Grønlandske Børn?

Jeg er uddannet lærer og har undervist ni år på NUUK Internationale Friskole. Jeg har sideløbende videreuddannet mig inden for pædagogik og ledelse, og jeg trængte simpelthen til nye opgaver. Jeg tænkte, at jobbet som projektleder for Sapiik ville give mig muligheden for at bruge både min erfaring og min uddannelse inden for pædagogik og ledelse, og det har også vist sig at være god baggrund for at løfte og videreudvikle indsatsen over for de unge.

Hvorfor er Sapiik et vigtigt projekt?

I Sapiik har vi at gøre med unge, som måske ikke helt ved, hvilken vej de skal gå eller hvilke muligheder, de overhovedet har. At give de unge muligheden for at møde mennesker, der kan være rollemodeller for dem og som kan give dem den inspiration og tro på egne evner, det er meget vigtigt.

Hvad har været din hovedopgave?

Den første tid er selvfølgelig gået med at sætte mig ind i både Sapiik og vores indsats Iliniartut, som skal have nyt liv. Jeg har skulle have et overblik, og det går der selvfølgelig noget tid med. Og så er der meget arbejde med at sørge for, at vi har de rigtige folk rundt om projekterne, følge op på medarbejdere og i det hele taget sørge for, at det hele kører. Jeg glæder mig meget til udviklingsdelen. Der er brug for at holde projekterne tidssvarende og guide og motivere de unge på nye, spændende måder.

Hvad er det gode ved at arbejde med Sapiik?

Det gode er, at man sammen med de unge finder veje til at komme videre. Mange unge vil gerne en hel masse med deres liv, men der er for mange udfordringer, der skygger for mulighederne.

Hvad er den største udfordring ved Sapiik?

Det fungerer lidt forskelligt i de forskellige byer, og i nogle byer kører det rigtigt godt. Andre steder skal vi arbejde ekstra hårdt for at få de unge til at komme. På den måde skal indsatsen altid tilpasses de enkelte byer og de enkelte unge.

Hvad er dine visioner for Sapiik?

Jeg drømmer om, at vi formår at udvikle Sapiik på en måde, så at vi altid kan understøtte de unge, så det giver mening for dem i deres liv. De skal både lære noget om dem selv og få øje på de muligheder, de har inden for uddannelse og job. Og så drømmer jeg om, at vi med Sapiik får skabt nogle mønsterbrydere.

Hvad er det bedste ved at arbejde i Foreningen Grønlandske Børn?

Jeg tror det bedste for mig er at opleve, at jeg er en del af noget større, som giver mening for andre mennesker. Jeg er også glad for den rejseaktivitet, der er i forbindelse med jobbet, og jeg er glad for mine kolleger, men det vigtigste er, at den indsats Foreningen Grønlandske Børn leverer gør en forskel for andre mennesker.

 

Sapiik er støttet af Dansk Tennis Fond, Erik Thunes Legat, Hurtigruten Foundation samt Ole Kirk’s Fond.