03.03.20

Ny sekretariatsleder i Grønlandske Børn

Julie Lynge er ny sekretariatsleder i Nuuk. Julie Lynge kommer fra en stilling som afdelingsleder for Kultur- og eventafdelingen i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor hun har været siden 2015.  

Det var muligheden for at kombinere erfaring med administration og ledelse med dét, der optager Julie allermest, nemlig børnene, der fik Julie til at søge stillingen.

”Jeg brænder for at være med til at skabe en positiv forandring for børn i Grønland. Det er noget, jeg har været optaget af længe, og som kun er blevet styrket efter, at jeg selv er blevet mor til tre plejebørn”, fortæller Julie Lynge, hvis stærkeste redskaber bliver erfaringen fra Kommuneqarfik Sermersooq.

”Jeg tror, at man skal have hjerteblod for at påtage sig sådan en stilling, og det har jeg. Men ud over dét, håber jeg, at jeg kan bruge min administrative erfaring til at gøre sekretariatet i Nuuk endnu stærkere og skabe endnu mere synlighed om de meget stærke indsatser, Grønlandske Børn står for i hele Grønland”.

Julie Lynge tiltræder stillingen som sekretariatsleder i Nuuk den 1. april 2020.