26.09.21

Nu er det nok!

Anmeldelser om vold blandt unge er fordoblet fra 2019-2020. Det er alarmerende af mange grunde. Volden har altid et eller flere ofre, og som samfund skal vi beskytte ofrene, men det er nødvendigt, at vi også retter opmærksomheden mod dem, der begår volden. For hvorfor er det, at et stigende antal unge mennesker begår vold og overfald? Det er først, når vi forholder os undersøgende til det, og tør tale om det, at vi kan komme i nærheden af at blive klogere på, hvad der skal til for at vende udviklingen. For udviklingen, den SKAL vendes.

Af Heidi Lindholm, psykolog og formand for Grønlandske Børn

 

Al adfærd er kommunikation. Vold er en destruktiv adfærd, hvor vrede og afmagt kommunikeres til omgivelserne. Med en så dramatisk stigende voldsudvikling er der grund til at antage, at der er en tilsvarende stigende vrede og afmagt blandt børn og unge. Denne vrede og afmagt skal vi tage meget alvorligt. I mit virke som psykolog snakker jeg ofte med børn og unge, der gennem deres opvækst har følt sig svigtede og alene. De er ikke blevet set og hørt, og de har måske haft voksne omkring sig, som ikke har haft overskud og fokus på deres behov, – alt for mange har oplevet vold derhjemme. Udover at voldsstatistikken blandt unge er stigende, så er husspektakler hvor børn er involveret det også, et stigende antal børn og unge oplever altså vold derhjemme. Der er god grund til at antage, at der er er en sammenhæng. Vold er et problem, der har det med at gentage sig i generationer. Vi arver simpelt hen adfærdsmønstrene, og mønstrene er svære at bryde.

Volden deles på sociale medier

Udover at volden for mange er et vilkår i deres relationer, sniger den sig også ind på unge menneskers mobiltelefoner. Voldsepisoder deles på de sociale medier, og det betyder, at unge der ellers ikke færdes i voldelige miljøer, udsættes for filmede voldelige overfald, på lige fod med andre ting de underholdes af på de sociale medier. Det er en stærkt bekymrende tendens, der bidrager til en normalisering af volden. Og normaliseringen af volden er gift for vores samfund. Vores normer, for hvad der er normalt, skubber sig. De normer har allerede rykket sig alt for langt.

Men hvor tager vi fat? Hvordan ændrer vi kursen? Jeg mener, at der er behov for, at vi møder børnene og de unge i deres afmagt og vrede. Vi skal lære børnene og de unge at få et sprog for de følelser, de har så god grund og ret til at føle. Følelser kan udtrykkes i ord og skal ikke omsættes til vold. Det budskab har vi et fælles ansvar for at vise børnene og de unge. Vi skal snakke med dem om, hvad volden gør ved mennesker, ved os selv hver især, og vi skal snakke om at volden ALDRIG er ok.

Stiltiende accept af volden

Den manglende italesættelse kan fejlagtigt gå hen og blive en slags stiltiende accept af den uretfærdighed og den omsorgssvigt, de har oplevet. Alt for mange vokser op uden at have en oplevelse af at dét, de har oplevet, ikke er i orden, og at omsorgssvigt og vold er skadende for et barn at vokse op i. Den viden er grundlæggende for at kunne stoppe op og vende udviklingen – og anerkendelsen af barnets og den unges følelser er helt afgørende.

Hvis vi skal vende udviklingen, så er vi mange der skal arbejde samme vej – sammen. Ingen kan gøre det alene. Derfor er jeg også glad for at Grønlandske Børn i samarbejde med Uddannelsesstyrelsen, Socialstyrelsen, Det Kriminalpræventive Råd og folkeskoler i hele landet lige nu arbejder på at udvikle et undervisningsmateriale, der skal forebygge og nedbringe vold blandt unge. Det er ikke en indsats, der kan stå alene, men det er et vigtigt skridt.

Materialet hedder helt passende TASSA! (Nu er det nok!) og vil blive rullet ud til de ældste folkeskoleklasser i hele Grønland i 2022. Én uge om året vil TASSA! rydde skoleskemaet, og unge mennesker vil blive undervist og afprøve forskellige øvelser i praksis, alt sammen med det formål at give dem redskaber til at vende volden ryggen og benytte andre strategier. At så mange aktører står sammen for at vende udviklingen og føler et ansvar for at skabe et voldsfrit miljø for vores børn og unge, tænder et lys i det mørke, de stigende voldsstatistikker fører med sig. Mit håb er, at det er starten på en folkebevægelse, der står sammen om budskabet: TASSA!/Nu er det nok!