28.08.18

Frivillige efter Camp West: Børnene og fællesskabet er det vigtigste

I en måned er der blevet leget igennem. Der er blevet spillet bold, lavet mad over bål, fjollet og grinet - og også grædt lidt, for nu er campen slut, og børn og frivillige skal tilbage til hverdagen.

Lige som den danske sommer skifter fra bagende sol og tropenætter til en mere almindelig og ustadig version af sig selv, lander 12 frivillige i København. De skal tilbringe nogle dage sammen, inden alle forsvinder hjem til netop deres afkrog af verden. Foreningen Grønlandske Børn har sat nogle af dem stævne på Balders Plads på Nørrebro til en snak om camplivet i Paamiut.

På Camp West var mange nationaliteter samlet. I København mødes alle, blandt andet for at evaluere campen; Hvad gik godt og hvad kan vi lære af, når vi tager afsted igen næste år?

 

”Det er svært at sætte ord på det hele, nu er vi jo lige kommet hjem”, siger Ditte Egholm. Ditte sidder sammen med tre andre danske frivillige og har fået til opgave at fortælle lidt om, hvad der har gjort mest indtryk. Hun kniber øjnene sammen, som om hun prøver at koge alle oplevelser ned til en enkelt sætning. Ditte er 33 og har tidligere været med på workcamps for at lave frivilligt arbejde. ”Lige nu er det, der står klarest selvfølgelig børnene. Vi har jo været sammen med de samme børn hver dag, så det er klart, at man lærer dem at kende og kommer ret tæt på mange af dem. Og så er vi som frivillige også rystet godt sammen, så faktisk var det en ret mærkelig oplevelse at vågne op i morges – og så var jeg bare helt alene. Det at være sammen med børnene og fællesskabet med de andre frivillige, det er dét, jeg kommer til at savne mest”, siger Ditte.

Fire af de danske frivillige. Fra venstre Anne Kirstine, Pernille, Ditte og Josefine.

 

Der var stor opbakning

Også Anne Kirstine var med som frivillig og synes, at det har været en stor og vigtig oplevelse at være med. Anne Kirstine fortæller: ”Fordi vi arbejdede og boede i samme by, og fordi Paamiut jo ikke er så stor (ca 1500 indbyggere, red.), så lærte man jo folk at kende. Vi prøvede flere gange at blive stoppet, fordi folk ville fortælle os, at de var glade for det arbejde, vi lavede. Det var lige fra manden, der arbejdede i Brugsen til lokale socialarbejdere, der ville samarbejde med os. Vi følte os meget velkomne, og det føltes som om, hele byen stod sammen om at give børnene i byen en god camp”.

Man kan sagtens lege uden at bruge særligt mange ord.

Meget af kommunikationen med børnene foregik uden ret mange ord. Pernille fortæller: ”Jeg vil skyde på, at ca. halvdelen af børnene kunne dansk, men ret hurtigt udviklede kommunikationen med børnene sig så meget af vores tid, var vi sammen uden at bruge ret mange ord. Alligevel fik vi en rigtig fin kontakt med børnene”. Josefine tilføjer: ”Faktisk blev der snakket en del engelsk. Der var nogle af børnene, der syntes, det var sjovt at træne deres engelsk, og nogle af dem var ret gode til det. Der var et par stykker, som kun talte engelsk med os”.

Et hurtigt gruppebillede inden alle forsvinder hjem til netop deres afkrog af verden.

 

 Camp West var trygt og sjovt

For alle rundt om bordet er der enighed om, at Camp West var en god oplevelse, både for børn og frivillige. ”Campen var en god base og et trygt og sjovt sted at komme for børnene. Mange af de børn som deltog i campen ville ellers bare have hængt rundt på gaden uden ret meget at tage sig til, siger Ditte. ”Lige nu er vi trætte efter en måned med mange timers arbejde, men alle de timer var godt givet ud. Der er uden tvivl en masse børn i Paamiut som har haft et dejligt frirum og en god sommerferie på grund af Camp West”.

Se flere billeder fra sommerens camps her