20.02.19

Foreningen Grønlandske Børn fylder 95 år

I januar 2019 kunne Foreningen Grønlandske Børn fejre sin 95-års-fødselsdag. “Problemer skifter karakter, og det er derfor nødvendigt, at foreningen er i udvikling”, lød det, da vores organisation fyldte 50 år i 1974. Sådan lyder det også i dag, hvor meget er forandret, men kernen i arbejdet er den samme.

“Vi har ikke brugt en masse kræfter på at fejre 95-årsdagen, vi gemmer kræfterne til vi kan fejre 100-års-jubilæum. Men en 95-års-fødselsdag er en god anledning til at kigge tilbage,” siger generalsekretær Puk Draiby og fortsætter:

“Det slår os, at samtidig med, at alt muligt selvfølgelig er helt anderledes på næsten 100 år, så er kernen i opgaven præcis som den altid har været. Udgangspunktet er børn, som har brug for en hjælpende hånd for at klare sig godt.”

Et lille udsnit af tidligere tiders bogproduktion, jubilæumsskrifter og årsberetninger.

Det begyndte med en rejse

Beretningen om børn med brug for hjælp kom ikke mindst fra den grønlandske præst Jens Chemnitz. Han mødte på sine rejser i tiden omkring 1. Verdenskrig forældreløse, der grædende høstede lyng i forsøg på at stille sulten. Præstens beretninger gjorde indtryk, ikke mindst på en delegation fra Rigsdagen, som var på rejse i Grønland i begyndelsen af 1920’erne. Delegationens rejse førte til etableringen af det, som oprindelig hed ‘Foreningen til Hjælp for Grønlandske Børn’

Foreningen Grønlandske Børn kunne derfor begynde sit virke 14. Januar 1924 – og allerede året efter åbne sit første børnesanatorium i Sukkertoppen, som Maniitsoq hed dengang. Her kunne børn ramt af tuberkulose komme sig. I 1929 opførte Foreningen Grønlandske Børn så verdens nordligste børneinstitution, et børnesanatorium i Umanak – som vi i dag staver Uummannaq.

Foreningen Grønlandske Børns første aktivitet var at opføre sanitorier, hvor børn kunne komme sig over den frygtede sygdom tuberkulose. Billedet er fra Maniitsoq, hvor det første sanatorium blev opført i 1925.

“Vi kan se, at man meget hurtigt var optaget af, at børnene ikke kun skulle have sul på kroppen. Men også vokse op til at blive det, man omtalte som ‘nyttige borgere’. Sådan formulerer vi os ikke i dag, men når Foreningen Grønlandske Børn i dag har fokus på projekter, som fremmer lysten til uddannelsen, så handler det jo om evnen til at bidrage positivt – for egen og for Grønlands skyld”, siger Puk Draiby.

Etablering af vuggestuer

2. Verdenskrig blev en særlig udfordring, for hvordan gik det egentlig med børnene i de to sanatorier? Det kunne de ansvarlige hjemme i Danmark på grund af krigen ikke få viden om. Men heldigvis; administrationen i Grønland sørgede under krigen for, at de to børnesanatorier fik de samme forsyninger sendt fra Amerika, som plejede at blive sendt fra Danmark. Efter krigen gik arbejdet i gang med bygge flere sanatorier, ét på østkysten i nutidens Tasiilaq, dengang kaldet Angmaksalik, og fire på vestkysten med sanatoriet i Uummannaq som det nordligste.

Første protektor

I 1952 fik Foreningen Grønlandske Børn sin første protektor, da Dronning Ingrid sagde ja til at indtræde i den rolle. Det skete, da Ingrid blot havde været dronning i fem år og året før, at Grønland ved en Grundlovsændring blev til et dansk amt.

Tidligere jubilæumskrifter bragte bl.a. billeder af Foreningen Grønlandske Børns første protektor, Dronning Ingrid, som sagde ja tak til opgaven helt tilbage i 1952.

Op gennem 1960’erne og 1970’erne stod Foreningen Grønlandske Børn for etableringen af Grønlands første vuggestuer. I alt syv vuggestuer blev etableret fra Narsaq i syd til Ilulissat i nord.

“Vi kan se, at samarbejdet med myndigheder i Grønland altid har været et vigtigt omdrejningspunkt. Så allerede inden Hjemmestyret blev indført i 1979 var vuggestuerne overdraget og med Hjemmestyret blev også sanatorierne overdraget til grønlandsk drift. Også sidenhen er det blevet vores arbejdsgang. Vi udvikler og etablerer, siden kan samarbejdet med grønlandske myndigheder kraftigt udbygges eller grønlandske myndigheder tage over. Så de væresteder for unge, som Foreningen Grønlandske Børn etablerede i 1990’erne, blev overdraget til Selvstyret.

Stadig behov

Andre gange er det tætte samarbejde endemålet, som når fx vores børnebisidderordning Najorti, i samarbejde med Socialstyrelsen i Grønland, nu udbredes til hele Grønland”, siger Puk Draiby og slutter: 

“I forbindelse med 95-års-dagen tog vi os tid til at kigge lidt bagud, også selvom vi normalt bruger alle kræfter på nutid og fremtid. Man kunne måske have ønsket sig, at vi efter næsten hundrede års arbejde ikke længere var nødvendige. Men det er vi desværre. For selvom der kom rimeligt styr på tuberkulosen, så har grønlandske børn brug for andre typer af håndsrækninger i dag. Til at komme godt gennem egen børnesag. Til at trives med en uddannelse langt væk hjemmefra. Til at begå sig i en global verden.”

Mødet med en tryg voksen har alle dage været et gode ved at deltage i Foreningen Grønlandske Børns aktiviteter.