21.08.19

Forandringsagenter på Ungdommens Folkemøde

Når unge fra Foreningen Grønlandske Børn deltager i Ungdommens Folkemøde, er det som forandringsagenter med en mission om at skabe ligeværdige møder.

Under overskriften ”Ser du det?”, deltager Foreningen Grønlandske Børn i Ungdommens Folkemøde. Det er andet år, vi deltager, denne gang med en langt større inddragelse af vores ”egne” unge. Projektleder Louise Maud Schäffer fortæller:

”Vi har et ønske om at lave meget mere sammen med de unge og ikke kun for de unge, der deltager i vores indsatser. Ungdommens Folkemøde er et sted, hvor det er de unge, der sætter dagsordenen, det er unge, der debatterer med andre unge, møder hinanden og inspirerer hinanden. På den måde er det et fedt sted at være”.

Sidste år var missionen at udbrede kendskabet til Grønland og nedbryde fordomme. I år har Foreningen Grønlandske Børn valgt at sætte fokus på det mellemmenneskelige – altså alt det, vi som mennesker har tilfælles og som går bag om hudfarve, etnicitet og religiøsitet.

De unge er forandringsagenter

Louise forklarer: ”Vi er optagede af, hvordan man skaber ligeværdige møder. Alt for mange af de unge i Foreningen Grønlandske Børn har erfaringer med at blive mødt med fordomme. Men når vi fokuserer på ligheder og det mellemmenneskelige, skaber vi fællesnævnere, og dermed kan vi være med til at nedbryde fordomme. Men det kræver træning at se bag overfladen, og det er det, de unge bliver udfordret i gennem vores aktiviteter ved Folkemødet. Man kan sige, at de unge er forandringsagenter, de viser nye veje og måder, vi kan møde hinanden på”.

Foreningen Grønlandske Børn arrangerer flere events og workshops. En af dem er inspireret af den serbiske performancekunstner Marian Abramovic, som udfordrer mennesker til at kigge hinanden i øjnene.

”Det lyder banalt, men faktisk er det både grænseoverskridende og svært ikke at slå blikket ned. Når vi kigger hinanden dybt i øjnene giver vi i nogle minutter lige meget af os selv, og vi er åbne og sårbare, og så er det altså svært at opretholde fordomme eller forforståelser om den anden. Hudfarve og etnicitet bliver simpelthen mindre væsentligt”, forklarer Louise.

Den 5.– 6. september udgør Valbyparken rammerne for to dage med talks, musik, workshops og samtaler om de spørgsmål, der optager unge mennesker. Foreningen Grønlandske Børn deltager begge dage. Se mere om Ungdommens Folkemøde her

Se program over vores aktiviteter her

Foreningen Grønlandske Børns aktiviteter til Ungdommens Folkemøde er blandt andet sponsoreret af Smukfonden.