24.09.21

Fokus på Rigsfællesskabet i Valbyparken

Grønlandske Børn deltog i årets Ungdommens Folkemøde i Valbyparken i København blandt andet med den mission at gøre afstanden mellem danske og grønlandske unge mindre.

Danmark og Grønland er forbundet i et Rigsfællesskab, men på mange måder er relationen ikke ligeværdig. I Grønland er Danmark og danskere noget alle grønlandske unge forholder sig til, det danske sprog er nøglen til uddannelse og mere end 1/3 af en grønlandsk ungdomsårgang tager fx på efterskole i Danmark. Men hvad ved danske unge egentlig om Grønland og grønlandske unge?

I quizzer inviterede vi danske unge til at teste deres viden om Grønland og på posters, der hang ned fra loftet kunne de unge besøgende gå på opdagelse i udsagn fra danske unge om deres viden om Grønland og grønlandske unge, ligesom de kunne blive klogere på, hvad grønlandske unge egentlig tænker om danske unge.

Barn af Rigsfællesskabet

En af dem, der nysgerrigt gik på opdagelse i udsagnene, var 21-årige Nuka. Med en grønlandsk mor og en dansk far, er hun barn af Rigsfællesskabet. Nuka taler både dansk og grønlandsk, hun er født i Danmark, men flyttede til Qaqortoq, da hun var et år gammel. Da hun 14 år gammel rejste til Danmark for at gå på efterskole, var der flere ting, der krævede tilvænning. Nuka fortæller:

”I Qaqortoq er nogle dansktalende, men langt fra alle. På efterskolen forstod alle, hvad jeg sagde, også på et dybere plan. Det var ret vildt at opleve, fortæller Nuka. I dag er Nuka 21 år og bor i Århus og har vænnet dig til alle kulturforskellene, men noget af det hun savner mest fra Grønland er stilheden. ”I Grønland er der bare mere plads, færre mennesker og mere stilhed, men der er også noget med stilheden mellem mennesker. I Danmark er stilhed akavet, og man har travlt med at tale, også gerne samtidigt med at andre taler. I Grønland er det som om, man udviser mere respekt for hinandens ord, og man snakker ikke i munden på hinanden”.

I Danmark opsøger Nuka stilheden, ude i skoven fx: ”Jeg har brug for at søge væk fra larmen og være i stilheden. Jeg mærker mig selv bedst i stilhed”, fortæller Nuka, som trækker ned i sin bluse og viser sin tatovering frem. ’Silentium’, står der. Det latinske ord for stilhed.

 

Hvad skete der ellers på Ungdommens Folkemøde?

Vi havde inviteret de grønlandske folketingspolitikere Aaja Chemnitz (IA) og Aki-Matilda Høgh-Dam (SIU) til en 45-minutters debat om Rigsfællesskabet. Debatten havde overskriften: Skal Danmark og Grønland skilles?
Efter Grønlandske Børns workshop om privilegier demonstrerede deltagerne for ligeværd og lige muligheder
I Grønlandske Børns telt kunne man, udover at blive klogere på, hvad unge grønlændere og danskere tænker om hinanden, også dekorere sine hænder med inuittatovering

Grønlandske Børns aktiviteter ved Ungdommens Folkemøde var støttet af Antoniusfonden