29.03.21

Film skal vejlede grønlandske unge der flytter til Danmark

Når grønlandske unge beslutter sig for at flytte til Danmark, fx for at uddanne sig, kan mødet med det danske system være både forvirrende og udfordrende. Hvor går man hen for at finde et sted at bo og hvordan fungerer Nemid? Sammen med en gruppe grønlandske unge i Danmark og i Grønland, er Grønlandske Børn sammen med Vejle Kommune gået i gang med at producere tre vejledningsfilm, som stiller skarpt på nogle af de problematikker, som grønlandske unge kan møde i det danske samfund. Projektet hedder "Alt, hvad du gerne ville have vidst".

Når grønlandske unge skifter adressen i Grønland ud med en adresse i Danmark er kufferten som oftest fuld af drømme og ambitioner. Men for mange unge bliver mødet med Danmark en oplevelse præget af misforståelser og sproglige og kulturelle barrierer. Morten Dalegaard Koch Skovlund er projektleder og UU-vejleder i Vejle Kommune. Han siger: ”I Vejle Kommune mærker vi helt konkret en øget tilstrømning af grønlandske unge, og derved opstår et behov for at rådgive de unge på den bedst tænkelige måde. De grønlandske unge havner på mange måder i en helt anden verden, og ofte er de meget alene. De har ikke familie tæt på, og de bliver i Danmark mødt med en lang række krav, de ikke er bekendt med. De tre vejledningsfilm skal give de unge en viden, så de nemmere kan begå sig og forhåbentligt medvirke til at de får en god oplevelse med at flytte til Danmark, fx for at starte på en efterskole eller et studie”.

Filmene udvikles i tæt samarbejde med unge – både fra Danmark og Grønland. Det er unge i Grønland, der stiller spørgsmål, grønlandske unge i Danmark, der finder svarene, og unge fra FGU (Den Forberedende Grunduddannelse), der producerer og filmer.

Filmene forventes at være færdige i slutningen af 2021 og vil blandt andet distribueres via en hjemmeside rettet mod grønlandske unge i Danmark, som pt er under udvikling. Derudover vil filmene også blive delt via relevante aktører i Grønland og på sociale medier.