21.08.19

Efter sommercamp: Det må ikke slutte her

Sommercampen i Kullorsuaq er slut, men fritidsleder Birgitta Kammann Danielsen håber, at det er starten på noget mere for bygden i Vestgrønland.

Hvordan vil børnene tage imod så mange nye fremmede mennesker med så forskellige nationaliteter og kulturbaggrunde. Vil det være for overvældende?

Det var tanker, fritidsleder i Kullorsuaq Birgitta Kammann Danielsen gjorde sig, da sommeren nærmede sig og Foreningen Grønlandske Børn sammen med 13 frivillige i tre uger ville slå sig ned i bygden for at skabe aktiviteter sammen med bygdens indbyggere. Men nu hvor det hele er slut, og de frivillige er taget hjem til hver deres verdenshjørne, så er Birgitta ikke i tvivl: ”Det har været en fantastisk oplevelse for børnene. Det har været rørende at se, hvordan børnene har knyttet sig til de frivillige. Der har været børn, jeg troede kun havde et meget sparsomt dansk eller engelsk, der pludselig fører lange samtaler med de frivillige. De har simpelthen fået en selvtillid, der betyder, at de tør kaste sig ud i samtaler på fremmedsprog”.

Jeg kom hjem

Birgitta er leder af et aktivitetstilbud for 3-6 årige børn og børne- og ungdomsklubben i Kullorsuaq. Derudover koordinerer hun kulturelle aktiviteter for alle aldersgrupper i bygden. Det var Birgitta, der for halvandet år siden henvendte sig til Foreningen Grønlandske Børn for at få Foreningen Grønlandske Børns sommercamp til Kullorsuaq. Hun er oprindeligt fra Tyskland, men da hun besøgte Grønland som turist i 2000, var det som at komme hjem.

”Det var en meget mærkelig og stærk oplevelse”, fortæller Birgitta, som hele sit liv havde drømt om Grønland og mødet med landet blev da også skæbnesvangert. ”Jeg føler, at jeg hører til. Jeg er dybt fascineret af naturen og landskabet og det faktum, at mennesker har tilpasset sig den barske natur gennem generationer”.

Birgitta har hunde og bruger en del af sin tid på slædeture med dem. “Jeg ville bo et sted, hvor isen er sikker”, siger hun.

Birgitta bosatte sig i Uummannaq tilbage i 2007, men i 2010 flyttede hun til Kullorsuaq: ”Jeg ville gerne lære Grønlandsk, og det er bare nemmere, hvis man bor i en bygd, hvor der ikke er så mange, som taler dansk eller engelsk. Og så håbede jeg på, at havisen ville være sikrere længere nordpå, forklarer Birgitta. Birgitta har hunde og kører med hundeslæde. I dag er Birgitta gift med Lars Danielsen, som er fanger og fisker.

Campen har tændt en ild

Birgitta har svært ved at pege på det aller bedste ved campen. ”Det har på alle måder overgået mine forventninger”, siger hun. Men noget af det, der har været helt særligt, og som har gjort stort indtryk på Birgitta er den måde, campen har rykket bygdens borgere sammen. Birgitta fortæller:

”333 ud af bygdens 450 indbyggere har deltaget, og mange har deltaget som frivillige hjælpere. Personalet fra børne- og ungdomsklubben har deltaget, og de fået inspiration til lege og aktiviteter, man kan lave med børnene. I det hele taget er det tydeligt, at der er opstået et engagement og en fællesskabsånd, som i det daglige kan være svær at mobilisere. Også de unge har deltaget, og jeg oplever, at det har tændt en ild i dem. Mange har hverken uddannelse eller arbejde, og de keder sig. Og med bygdens fiskefabrik, der lige er lukket, er der brug for at sætte ting i gang, der kan skabe initiativ og skaberkraft hos de unge”, fortæller Birgitta, som håber på, at campen kun er begyndelsen til noget mere:

”Det er vigtigt, at det hele ikke slutter her. Det frivillige engagement i bygden skal understøttes, og mit håb er, at vi kan bygge videre på de relationer, der er skabt til de unge. Vi må i tænkeboks, så vi kan bruge den inspiration, som campen har givet os, til at skabe flere gode tiltag i Kullorsuaq”, siger Birgitta, der i første omgang har fået mailadresser på alle de frivillige. ”Vi har aftalt, at børnene og de unge kan skrive til de frivillige på engelsk, og de vil så skrive tilbage til børnene. Det er en god måde at forlænge den gode oplevelse og bygge videre på de engelskkundskaber, de har foldet ud og fået trænet i de tre uger, campen varede”, slutter Birgitta.

Camp Kulloq er støttet af Nunafonden, Den Grønlandske Fond og Odd Fellow Ordenens Grønlandsfond.