Anaanat – mødregrupper giver en god start

Projektet Anaanat hjælper grønlandske mødre og nybagte familier gennem den særlige tid, hvor små børn netop er kommet til verden.

Kort fortalt:

Anaanat er mødregrupper for grønlandske mødre og netværk for grønlandske småbørnsfamilier i Danmark. Mødregrupperne skaber netværk og tryghed for nybagte grønlandske familier i Danmark, ligesom der sikres kontakt til fx sundhedsplejen, tandplejen og andre kommunale tilbud og mødrene støttes frem mod uddannelse og job efter barslen.

 

Hvem kan være med?

Nybagte grønlandske mødre og deres familier bosat i Danmark.

 

Hvor findes projektet?

Anaanat findes i København, Aalborg, Esbjerg, Aarhus og Vejle.

 

Projektets historie:

Anaanat har eksisteret siden 2014, og har udviklet sig fra kun at være et tilbud for mødre med børn i 0-1 års alderen til nu også at tilbyde netværk for mødre og familier med børn, der er startet i institution.

 

Eksempler på aktiviteter:

I Anaanat mødes deltagerne med en medarbejder, og nogle gange en frivillig, én gang om ugen til en mødregruppe. Her er tid til at snakke om erfaringerne med det at blive mor og tale om andre spørgsmål eller udfordringer, der optager mødrene. Mødregruppen får også  besøg af fx sundhedsplejerske, jordemoder, talepædagog eller andre fagpersoner. Også byen bruges, så mødregruppen fx besøger biblioteketet eller andre steder, der er spændende for både børn og voksne. Endelig kan mødrene få hjælp til at forstå breve eller anden kommunikation fra kommunen og også få en bisidder med, fx til møder i jobcenteret.

I nogle af byerne er der også en familiecafé tilknyttet Anaanat, hvor familierne mødes og spiser sammen, danner netværk og får snakket med andre grønlandske familier.

 

Hvad får man ud af at være med?

Et godt netværk, hvor man kan dele erfaringer med ligesindede og få støtte fra en fagperson. Mulighed for at blive klogere på hvordan systemet fungerer i Danmark og støtte til de ting der er svære, når man er blevet forældre.

 

Hvad siger projektlederen?

“Der er slet ingen tvivl om, at Anaanat har en stor betydning for mødrene og dermed også deres børn. Den viden og de muligheder, der er til nybagte mødre, bliver meget mere tilgængelig via denne form for mødregruppe. Og der bliver dannet nogle stærke relationer og netværk mellem mødrene – og familierne. Fx holder nogle af mødrene jul sammen, hvor de før sad alene. Mange mødre besøger fortsat gruppen, når de har mulighed for det, efter deres barsel, og vil gerne være med til familiecaféerne.  

Samtidig er det blevet mere og mere tydeligt, hvor glade de professionelle samarbejdspartnere er for at komme i Anaanat. Som mange af dem fx siger ‘vi bliver klogere på den grønlandske kultur – og mødrene får spurgt om ting, de mange gange ikke ville få spurgt om ved almindelige besøg i hjemmet,” lyder det fra projektleder Jeppe Bülow Sørensen.

 

Hvem støtter projektet?

Anaanat blev oprindelig etableret med midler fra Det Obelske Familiefond og er pt finansieret af Satspuljemidler samt donationer fra Spar Nord Fonden, Lauritzen Fonden, Lions Club Kolt-Hasselager, Logen Pethalpa Aarhus og Den sociale fond for børn og unge. Desuden støttes indsatsen af de mange kommunale medarbejdere, der stiller deres faglige ekspertise til rådighed.

 

Hvis du vil vide mere?

Kontakt projektleder Jeppe Bülow Sørensen på jbs@fgb.dk